Hed og pulserende sommerballet om den forpinte mand.

Jeg var et træt og regnvejrskoldt arbejdsmenneske, da jeg fredag aften slog mig ned i sædet på Bellevue Teatret. Men så åbnede Monique sommerballetten med sin dybe, smukke stemme, og den spanske danserinde Selene Muñoz' indtog scenen i et glitrende, tinglende guldsmykke af en dragt og blæste hele salen omkuld i en intens flamenco slash stepdance tour de force. Det var så tight og hæsblæsende, at jeg glemte alt om regnvejrsdanmark og pludselig var hensat til en tyrefægtsarena, hvor Muñoz dansede om kap med døden og slog sig løs i al sin overdådige kvindelighed.

Og sådan fortsatte det! Med sydlandsk temperament og heftige romantiske symboler: en dybrød, nedringet balkjole med et ti-meters rosebeklædt slæb: kærlighedens flod, begæret og fristelsen. Og manden i midten, splittet mellem den eneste ene, kvinden, som han føler sig hjemme hos...og så alle de andre kvinder, der lokker og vrider sig med deres lange ben og lækre moves.

Balletten bød også på den mere cool og elegante "Elle(s)" med musik af Arvo Pärt; et trekantsdrama mellem 2 kvinder og en forpint mand, der i selskab med kvinderne prøver at hamle op med deres overlegne tranedans og - når han er alene - lader kroppen falde sammen i udmattethed. Det ledte tankerne hen på den moderne mands tilstand! Har han det virkelig så slemt, den stakkel? Scenografien var helt fantastisk med et krystalhvidt perlegardin med projicerede sort-hvide slideshows af billeder med læber, øjne, kroppe...à la Gainsbourg/Jane Birkin "Je t'aime"-univers. Elegant.

Den forpinte mand er også et tema i 2. akts "Point of no Return", hvor dunkende natklubmusik sætter tankerne hen på sene nattetimer i Kødbyen i København med pumpende rytmer, intens druk og sjælelig forvildelse. Manden (danset af Alexandre Bourdat) forvilder sig væk fra sit trygge hjem (læs: Kvinden), forført af nogle komisk blegfisede og oppustede mænd (igen: komiske associationer til Kødbyen). Bryllupsbanketten ved det lange bord, prydet af den røde rosebeklædte kjole, forvandles til et grotesk The Black Rider-agtigt selskab bestående af halvnøgne kvinder med udvækster og deformationer. Universet bliver mareridtsagtigt, næsten som et dødsorgie, hvor kvinderne træder frem for manden som sammenslyngede misfostre. Et sted sidder manden på en stol omringet af kvinder. Han har lukkede øjne, trækker vejret dybt og kæmper tydeligvis for at finde ro midt i alle fristelserne, der er ved at æde ham op. Da Kvinden med den røde kjole, hans centrum, igen træder ind på scenen, stormer han imod hende. Men for sent. Det er skræmmende, komisk og bevægende på samme tid. Og det er ikke nogen hyldest til den moderne tilværelses "frit valg på alle hylder". Det hele underbygges af fantastisk musik af Jesper Mechlenburg og Irv Johnson.

Jeg kan kun sige thumbs up for Alexander Kølpin og hans hold af dansere, koreografer og musikere. Skynd dig i ly for regnen!