Jeg ventede aldrig på Godot

Jeg havde glædet mig til at blive trukket gennem absurditetens dynd i Folketeatrets opsætning af Samuel Beckets berømte stykke, der står som en milepæl i teaterhistorien.

Glædet mig til at være strandet i en udørk sammen med Didi og Gogo, der uden nogen kendt årsag venter dag ud og dag ind, overladt til deres egne tanker og opfindsomhed, på dette gudsforladte sted, som de død og pine ikke kan forlade, fordi de "venter på Godot", en abstrakt skikkelse, som ingen ved hvem er - og som aldrig kommer! Er han Gud, Frelseren over dem alle eller baronen, der kan tilbyde de to vagabonder arbejde og en lade at sove i? Det finder vi aldrig ud af. For her venter de, dag efter dag, indtil dagene og tiden til sidst opløses, og glemsomheden og desorienteringen sætter ind. Lever de overhovedet? Er der nogen, der ser dem? Hører deres tanker? Det er absurditetens overdrev.

Mit største problem med opsætningen er derfor også, at jeg aldrig for alvor føler, at jeg "venter på Godot".

Didi og Gogo, spillet af Jesper Lohmann og Jesper Asholt, gør det begge rigtig godt, indimellem fremragende, især i de små fabulerende og rablende Beckett'ske dialoger, hvor man når ind til kernen af mennesket, som det er og tænker, når tankerne bare kværner derudaf af sig selv - og det selv både må stille spørgsmålene og levere svarerne, i en forvirret pærevælling. "Det er jo ikke tomrum, der mangler", som Gogo pointerer.

Desværre går der for meget humor og slapstick i stykket. Det virker fedt i starten, fordi det giver mening som en del af stykkets tragikomiske udsagn, men det tager overhånd og kommer til at skygge for det tragiske, der først rigtig kommer til sin ret i stykket sidste 20 minutter, hvor handlingen får lov til at stå nøgen - og Didi i mødet med Godot's budbringer, rammes af den uhyggelige fornemmelse: Hvor længe har de været her? Og eksisterer de overhovedet? Her blev jeg ramt i maven.

Stig Rossen gør det vanvittig godt som den selvtilfredse slaveejer Pozzo og fylder i den grad rummet ud. Også hans slave 'Lucky', spillet af Søren Bang Jensen, er et interessant bekendskab. Den lange scene, hvor Pozzo beordrer Lucky til at danse og derefter "tænke" for de andre, rammer lige præcis det tragikomiske med vægt på begge dele, så man både lider og griner, når Lucky tænker højt i den skønneste, rablende ordstrøm akademiske, ræsonnerende fraser, der for længst har mistet deres værdi.

Stykket gør indtryk flere steder, men jeg kedede mig lidt for meget, når de herrer Didi og Gogo prøvede støvler og lavede hoppe- og hattelege. Og jeg kedede mig vist netop, fordi jeg ikke fik lov til at kede mig. Så det gjorde nas.

Derfor 4 kongekroner herfra.