En måneformørkelse over ”En Skærsommernatsdrøm”, Odense Teater.

De to unge mennesker Lysander og Hermia elsker hinanden. Men Hermias far foretrækker den unge Demetrius som sin kommende svigersøn. Den idé er Demetrius helt med på, for han er også forelsket i Hermia og har vraget sin tidligere udkårne Helena. Helena er imidlertid stadig forelsket i Demetrius. Lysander og Hermia flygter ud i skovens drømmeverden, hvor alfekongen Oberon og hans dronning Titania er sygeligt jaloux på hinanden. Oberon sender sin drillealf Puk afsted for at give Titania en lærestreg og hjælpe de unge elskende. Men Puk kludrer i det, og det bliver begyndelsen på en vildtvoksende intrige, som involverer de unge elskende, alferne og en gruppe uheldige amatørskuespillere.

En Skærsommernatsdrøm” er et af Shakespeares mest spillede stykker, og med hans ord og verseleg med forelskelsens mange sider, er det komediens mål at vise livets og kærlighedens lunefulde natur.
Som publikum oplevede jeg kun brudstykker af komedie og frydefuld verseleg, på Odense Teater.
På Shakespeares tid gik man i teateret for at ’høre et stykke’, hvorfor skuespillernes tydelige udtalelse og udførelse af ord og rytme i versene er vigtig. Shakespeare lader de fine og de forelskede, tale i linjer med rim – og tjenere og andre nederst i hierarkiet tale almindelig prosa.
Jeg oplevede desværre ikke denne levendegørelse af komisk forelskelse på Odense Teater.

Vi ser Anders Gjellerup Koch i dobbeltrollen som Oberon og Theseus, og Ellen Hillingsø som Hippolyta og Titania. I rollerne som de fire unge forelskede ser vi Morten Brovn, Lila Nobel Mehabil og Jakob Randrup og Sofia Saaby Mehlump.
Replikkerne oplevedes i starten af stykket oplæste. De blev dog senere i stykket mere melodisk udført, men desværre med en vedvarende mere mørk end lys fremførelse.
Dette med undtagelse af stykkets “amatørtrup” spillet af Peder Dahlgaard, Mikkel Bay Mortensen, Jacob Moth-Poulsen Emil Bodenhoff-Larsen, Githa Lehrmann, som formående at fremkalde smil på publikums læber.

Jeg forstår, at Carsten Burke Kristensen ønsker at fortælle og understrege kærlighedens vilkår og veje med sin scenografi og sit kostumevalg – lige som stykket selv. Det kolde, hvide, sorte og tomme univers i bystaten, hvor kærligheden har trange kår. Skoven som er præget af ubalance – mørkegrønne firkanter, mørke plastikstrimler, og magi, og de elskendes tøj i ”forvirring”. Men som replikkernes fremførelse, bliver det en tand for mørkt og dyster, til min smag for en komedie. I stedet for en drillesyg Puk, opleves en ondsindet goblin, der bruger mørk magi til at fortrylle de forelskede. Var dette målet, skal det dog siges at Claus T. Søndergård gjorde det rigtig godt, med sit fantastiske kropsspog.

Sammenlagt, oplevede jeg desværre ikke den ønskede klarhed i handlingen og persongalleriet, som scenografi, replikker og fremførelse er med til at skabe – især i et stykke som ”En Skærsommernatsdrøm”, hvor handlingsgangen undervejs ikke blot byder på hyppige person-skift, men også skiftende identiteter.