Som var det i går

Jytte Abildstrøm og Riddersalen har altid stået mit hjerte nært, da hun og teatret er fyldt med nærvær, humor og magi.
Stedet rummer en lang og spændende historie, og det er netop denne, som med sine 100 år fejres i "Som var det i går".
Hvilken opgave!
Forventningsfuldt træder man ind i salen med et "velkommen" fra skuespillerne, og finder sig til rette med en pude i ryggen.
Det er aftenen efter premieren, men knap halvdelen af sæderne er tomme. De resten er besat af ældre tv-seere. Mere om det senere.
Kabareten begynder. Tonen er stærkt karikeret, som det gør sig ud i kabaret formoder jeg, og alle replikker synes indøvet til maskinel perfektion.
"Åh nej", tænker jeg. "Hvor er magien og nærværet?". Så løftes scenetæppet, og der sidder det hele. Selvfølgelig skal Daimi Gentle agere ånden i dette teater, for hun er om nogen en del af den. Nok er hun 70, stemmen er mere rusten og alderdommen har formet hendes ansigt, men hvor er hun stadig stærk på scenen! Hun kan skabe nærvær, humor og magi.
Om sig spiller de to praktikanter, Morten Hee Andersen og Mathias Skov Rahbæk. Disse unge fyre skal også have komplimenter for deres nærværende blikke, men herfra skilles vandene mellem min ledsager og egne meninger om dem.
Hun så deres roller meget i tråd med kabaretens spil med kønsroller og fandt dem komplimentere Daimi ganske godt. Jeg oplevede hovedsageligt en mur af fraværende karikatur. Denne stumfilms-komik manglede ærlighed og rum til beskueren.
Omend Signe Birkbøl, og de to Henrik Silver og Hans Find Møller, også bar den teatralsk maske, formåede de i højere grad at smide den fra tid til anden.
Og når det kommer til musikken, var den hovedsagelig akustisk, skæv og velspillet, sådan som traditionen foreskriver det her og fungerer så godt.
Der var dog en underlig tomhed indimellem. En ensom guitar eller en skuespiller så alene på den mørke scene. Det var egentlig også meget godt, hvis det da blev komplimenteret i de muntre og ekspressive stykker, men her bliver publikum sat på prøve.
”kys hinanden”, sang de, men vi lod os ikke forføre. Under hele kabareten var det kun afbrudt af kortvarige klap og smånynnende publikum af og til. Er det den nordiske indadvendthed, eller var publikum blot uengagerede?
Jeg tænker om vores daglige passive indtag af fjernsynets underholdning har bredt sig til virkeligheden?
Der sidder vi alene hver aften og får kastet alt i ansigtet, som man kunne drømme om, så vi til sidst åbenbart er helt følelseskolde og ikke ved hvordan man modtager og giver som publikum.
Måske lader jeg pessimismen få overtaget, for jeg har da så mange gange før oplevet et meget engageret publikum netop på dette teater. Eksempelvis da jeg oplevede ”14 red ladies”, hvor alle i salen var helt klædt i rødt og sang muntre med på sangene.
En ting virkede som altid til fulde nærværende, humoristisk og ikke mindst magisk, nemlig Daimis kostumer og den omgivende scenografi.
Forunderlige kjoler, som både var mytisk smukke og så ekstravagante at humoren klart var med.
Dette sås også fint i de langbenede danserinder i scenografien.
Overordnet var ”Som var det i går” en ethundredeårskabaret med både op og nedture.
Man kunne have ønsket Jytte Abildstrøm med, eller andre som har gjort deres gang på og bag scenen, men nuvel. Der var da 4 velkendte aktørere, som gjorde sit til en dejlig aften, og det lykkedes for mit vedkommende i nogen grad.
Signe Birkbøl overtog opgaven som kunstnerisk leder for Riddersalen i 2009, og jeg beder til at hun formår at bringe og holde kræfter på Riddersalen, på det kunstneriske niveau det retfærdigvis har været på i mange år.