Der er ingen, der er uskyldig

Jeg vil gerne på forhånd undskylde for denne lange anbefaling, men jeg har ganske enkelt så meget på hjertet efter dette stykke, at jeg ikke synes, jeg yder det retfærdighed, hvis jeg gør det kortere. Men kort sagt: Alle mennesker bør gøre sig selv den tjeneste at se dette fantastiske stykke, hvor ingen er uskyldige. Lige nu – 24 timer efter stykket – sidder det stadig dybt i mig.

Teaterstykket Begravelsen er en fortsættelse af Thomas Vinterbergs dogmefilm Festen og er instrueret af Thomas Vinterberg og Mogens Rukov. Jeg har deltaget i et par optaktsarrangementer, inden jeg endelig fik lov at se det fulde stykke, som havde Danmarkspremiere på Aalborg Teater d. 22. februar. Disse arrangementer – en oplæsning fra manuskriptet til Festen og en lækker begravelsesbrunch med oplæg fra teaterdirektør og dramaturg samt en åben prøve – gav mig tårnhøje forventninger til Begravelsen.

Stykket er en tragedie/psykologisk thriller, som handler om, at familiens fader nu er død og skal begraves. Familien samles for første gang efter krisen til faderens fødselsdag 10 år forinden, hvor det blev afsløret, at faderen havde misbrugt sine tvillingebørn, og den ene af disse havde begået selvmord på den baggrund. Mere vil jeg ikke sige om stykkets handling, da det vil ødelægge en del af den store oplevelse, det er, at se stykket uden viden om, hvor tragedien skal ende.

Selvom Begravelsen er en fortsættelse af Festen, vil det på ingen måde gøre stykket sværere at forstå, hvis ikke man kender filmen – eller ikke kan huske det. Men har man mulighed for at se filmen forinden, bør man gøre det. Det giver en sympati for medlemmerne af familien, der gør oplevelsen af stykket mere intens. Derudover er der en række indforståede jokes, der giver stykket en humoristisk vinkel, som kan være svær at forstå, hvis ikke man kender til Festen. F.eks. moderens kommentar om, at familien ”… er lidt trætte af taler…”

I stykket medvirker ni talentfulde skuespillere i alderen 11-60 (???), og alle spiller de deres rolle med en kæmpe indlevelse, der får det velskrevne stykke til at komme fuldstændigt til udtryk. Det er i sig selv imponerende, at det er lykkes at få den unge Henning (som spilles af to drenge) til at virke troværdig blandt de professionelle, uddannede skuespillere.

Scenografien er et kapitel for sig selv, men igen kan jeg kun anbefale, at det bliver oplevet i levende live. Et stort monstrum af en kulisse fylder det meste af scenen og giver publikum en autentisk fornemmelse af, at handlingen udspiller sig i et kæmpe stort hus. Det er lavet i en form af metateater (uden at blive for teoretisk betyder det blot, at man som publikum hele tiden ”mindes om”, at det blot er teater, og der bliver ikke gjort noget for at skjule teaterelementerne). Dette gøres blandt andet ved, at store sceneskift tydeliggøres af store lydeffekter, og skuespillerne ses i baggrunden lige inden, de skal ind på scenen.

Det lyder måske paradoksalt, men disse virkemidler, tror jeg, er en af de ting, som gør, at skuespillernes præstation står så meget tydeligere og mere overbevisende frem. Fordi det ganske enkelt virker så virkeligt – når børn tager bad på scenen, par råsnaver, en kvinde leger med sig selv og brødre slås – det er så svært at tro på, at det ikke er virkeligt, og at det ikke gør ondt at blive slået med en ilddrager, når nu man lige har set en trælåge smadres af den selvsamme stang… Forvirrende fortalt? I vil forstå mig, når I har set stykket.

Jeg kunne fortælle i uendeligheder om dette gennemførte teaterstykke, men jeg vil blot sammenfatte endnu et par grunde til, at man bør se Begravelsen;
Det er et nutidigt, aktuelt stykke – i sine problemstillinger såvel som sine virkemidler. Det er troværdigt – surrealistisk, men overbevisende. Det er en gennemført tragedie, som sætter sine dybe spor.

Det får dig til at grine, gispe og græde - og det får dig til at skamme dig dybt over, hvad du kan finde på at grine af. Og så giver det sympati og forståelse over for ting og gerninger, du aldrig turde forestille dig, at du kunne forstå. Selv nu, ved jeg stadig ikke, hvem jeg holder rigtigt med, og hvem min sympati ligger hos – hvis den da ligger nogen steder.

Det eneste negative jeg kan sige om stykket drejer sig om publikums manglende evne til at holde k… under stykket. Om det var et ekstra larmende publikum, som var i salen i går, eller om det ganske enkelte bare var min frygt for at misse det mindste kny fra skuespillerne, ved jeg ikke (men jeg tror nok, det var det sidste…) – i hvert fald, har jeg aldrig været så frustreret over publikums forstyrren, som var allerværst, da den mest intense, anspændte, VIGTIGE scene blev spillet. Så derfor: Publikum – vær sød at tage hensyn. Tag en halspastil og hold hosten tilbage. Det kan ikke være så svært…

Jeg har nu kun én ting tilbage at sige: Alle mine urimeligt høje forventninger er blevet indfriet – og flere til. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at jeg har haft mit livs største teateroplevelse. Det lyder som en værre gang pladderlitterært vrøvl, når jeg siger, at stykket på én gang giver mig kuldegysninger ved tanken om, hvilken forfærdelig verden vi lever i, men samtidig gør mig helt let om hjertet, fordi jeg selv lever så fantastisk et liv.

Hvis der kunne gives en ekstra kongekrone, så var den blevet givet her. Tak til alle medvirkende - på og ved siden af scenen.