Findes jeg?

At se Martin Crimps drama "Byen" er som at overvære et kammerspil og et absurd drama i ét. På realplanet er det et ægteskabsdrama, hvor han og hun taler forbi hinanden. Ingen er oprigtigt interesseret i den andens liv, og det er umuligt for både partner og tilskuer at holde rede på kernen i de historier, de hver især fortæller – udløst af det tilsyneladende uskyldige: ”Har du haft en god dag?”. Små og store begivenheder fortælles med samme intensitet og med en detaljerigdom, som måske særligt mandlige tilskuere vil være vant til at lytte til.

Han og hun, Chris og Clara, placeres symbolsk i hver sin side af scenen, og først ved nabokonen Jennys mellemkomst opstår en ny dynamik. Både Jenny og den lille pige, der indimellem krydser scenen, synes at tilhøre en anden verden. Med diabolsk intensitet er Jennys ærinde at få spærret parrets to børn inde - og måske er indespærring ikke tilstrækkeligt.

Stykket er opdelt i tre tableauer, understreget af en fin årstids- og farvesymbolik. Da Chris og Clara endelig ser hinanden i øjnene i stykkets anden del, er der stadig lang afstand mellem dem, og end ikke de mange gule blomster formilder stemningen mellem dem. Clara taler begejstret om Mohammed, hvis bøger hun oversætter, mens Chris taler om Jeanette, som har en magtfuld position på hans arbejde. Jalousien sitrer i luften, og Chris evner ikke at tage imod Claras indbydelse til at tvinge hende til et kys.

I det, der opleves som sidste akt, har Chris fået nyt arbejde. Det blodige forklæde nævnes ikke med et ord, mens Clara insisterer på, at han tager den lille hvide hat af. Igen en forskydning af vigtigt og uvigtigt, som skaber en foruroligende stemning. Til gengæld synes parret endelig at møde hinanden via den dagbog, som Clara har skrevet og nu forærer Chris. Den er nøglen til både stykkets titel og relationen mellem forestillingen fire karakterer.
Velskrevet, velspillet, men vel varmt på en sommeraften.