Maskuline stereotyper?

De internationale dansere i Men & Mahler er meget dygtige, deres balancer er imponerende og deres styrke beundringsværdig.
Scenografien er bygget på gode ideer, en masse paller, arbejdslamper som eneste belysning og arbejdshandsker, når der skal holdes fast, det er råt og det er maskulint - og det er flot.
Hele forestillingen bygger på ideer. Hvad kan vi bruge pallerne til? De kan skjule, de kan vælte, de kan larme...
Hvad kan lamperne? De kan fokusere, de kan vise - og især kan de skjule - og tak for det.
Det samme med rekvisitterne. Hvad kan vi bruge sort klæde til? Hvad kan vi bruge sammenbundne cykelslanger til? Og hvor kan vi bunde en propelflyver fast, mens den snurrer rundt, når det handler om størrelsen på mandens...
Mahlers musik passer godt som medspiller og især modspiller i forestillingen, men hvorfor det er hans musik, der bruges, står uvist hen.
Ideerne fungerer (bortset fra propellen, der er unødvendig), men bliver lidt langtrukne i deres udførsel.
Største anke er egentlig den kvindelige præmis-stereotyperne...
Mænd rydder aldrig op, mænd råber, mænd slås og måler sig med hinanden(s). Det er fortærsket og for let.