Ambitiøst, rørende (men langtrukket) kammerspil

Forestillingen "Slag" handler (som undertitlen "Når hjernen bløder" fortæller) om livet efter en hjerneblødning for den, der har fået den, samt dennes partner.

Forestillingen er ud over åbningsscenen stort set helt replikløs i løbet af den time, som den varer, og det fungerer så overraskende godt, at man glemmer, at der aldrig bliver talt. Skuespillerinden Helene Klint (der selv står bag idéen til forestillingen, baseret på egne oplevelser i hendes familie) spiller en kvinde, der med stor frustration og vrede må gennem et genoptræningsforløb efter at have haft en hjerneblødning, der har gjort hende lam i venstre side af kroppen. Hendes partner (skuespiller Jacob Stage) forsøger tålmodigt at hjælpe hende i hendes fysiske og psykiske kamp. Begge skuespillere kommer vidt omkring i følelsesregistret, og de klarer opgaven flot.

Hvad der dog er mere imponerende end deres skuespil er de fysiske opgaver, som de skal igennem i løbet af de 60 minutter. Da replikkerne stort set er ikke-tilstedeværende, er forestillingen en fysisk fremvisning mere end noget andet, og begge skuespillere giver gennem de stagings, "koreografier", "slåskampe", krops-rokader (og meget andet) sig 100%, og man bliver som publikum direkte udmattet på deres vegne og må bøje sig i støvet over, hvor hård en opgave de udsætter dem selv og deres kroppe for. De må bogstaveligt talt være fuldstændigt udmattede efter forestillingen. Det er i hvert fald vildt (på den positive måde) at være vidne til.

De mange fysiske opgaver, som de skal igennem, er især i kraft af den symbolik, som forestillingen er gennemsyret af, og det er her, at man "står lidt af". Især i åbningsscenen er det svært at tage deres flotte (men overtænkte) "koreografi"-beskrivelse af hjerneblødningens følger alvorligt. Det er for meget. Dertil kommer et dukkehus, som fylder (alt for) meget gennem forestillingen, hvor et transportabelt videokamera løbende føres rundt i dukkehusets rum, mens optagelserne skydes op på et lærred bag skuespillerne (selv om det er tydeligt, at de fleste af optagelserne er lavet på forhånd). Det er effektfuld, men det fylder for meget (og for ofte) gennem den time, der desværre føles en hel del længere, end den er. Dertil kommer også en rottesekvens (mere skal ikke afsløres her), som trækkes i unødvendigt langdrag. Generelt kunne de fleste af forestillingens sekvenser (især også en videofremvisning af den nøgne Helene Kvint omgivet af balloner) være halveret uden hverken stemning, mening eller udtryk var gået tabt. Til gengæld, når vi endelig kommer i mål, er slutscenen så rørende mellem de to og så ægte fuld af følelser, at man bliver helt varm om hjertet.

Så alt i alt er "Slag" en udfordrende (især for skuespillerne), original, flot, intim, lærerig og tankevækkende oplevelse, der desværre trækkes ned af at ville lave for meget (og for langtrukket) "kunst" og symbolik, når det rent faktisk er de mere bogstavelige overblikke, der virker og rammer bedst. Jacob Stage er glimrende, men forestillingens stjerne er uden tvivl idémageren Helene Kvint selv, der går så meget fysisk igennem i løbet af forestillingen, og som har følelserne så meget uden på tøjet (når hun HAR tøj på), at man er med hende hele vejen og tror på den kamp, som hun viser. Se "Slag", hvis du gerne vil have indblik i hjerneblødningers hårde eftermén (for det får man), men vær forberedt på, at det til tider kan være en kamp (på godt og ondt og af forskellige grunde) at komme igennem de 60 minutter.