En kujons bekendelser

Når en forestilling bæres af én skuespiller alene, og der i øvrigt er sparet på scenografi og lyddesign, er presset på selve historien så meget desto større. Stykket er baseret på Bergsveinn Birgissons roman af samme navn, om islændingen Bjarni, der ser tilbage som et liv som skvat. Han nærede alle årene en dyb fascination af nabokonen Helga(s tunge bryster), og nåede da også at lave et barn på hende. Dog var han for magelig til at tage ansvar for både barn og egne følelser, og ender i stedet med at knuse både sin kone (hvis intuition for længst havde overhalet ham) og Helgas hjerte. Med andre ord; et liv til skræk og advarsel for os andre.

Jeg anerkender, at det er en præstation i sig selv, egenhændigt at underholde en hel sal i 75min, men jeg har personligt oplevet højtoplæsning, der var mere fængende. Marcussen skiftevis står og sidder på en taburet, tager trøje og vest af og på, drikker vand – af en Egekilde flaske i øvrigt? – og er en enkelt gang nede at rode på gulvet. Både min ledsager og jeg skelede diskret til vores ure flere gange. - Så ville jeg hellere have set urinbads-sexscenen spillet rigtigt ud.