Årets flotte familieforestilling
Vurdering:
Samlet vurdering:
C.S. Lewis klassiker bliver flot vakt til live i årets familieforestilling på Aarhus Teater.
Da de fire søskende Peter, Susan, Edmund og Lucy tilfældigvis finder indgangen til landet Narnia bagerst i deres nye garderobeskab, bliver de draget ind i en verden af magi, og må sammen med løven Aslan kæmpe for at redde Narnia fra den onde hvide heks.
Historien underbygges på fineste vis af den minimalistiske scenografi og den moderne musik, og det er med til at sætte den helt rigtige eventyrlige stemning. Midt på scenen står f.eks. det store klædeskab, der, når børnene kravler derind, drejes, så Narnia kommer til syne.
Skuespillerne spiller for det meste deres roller til UG, og her skal Mette Døssings præstation som den onde hvide heks fremhæves. Kombinationen af blandt andet kostumet og hendes bevægelser gør hende til den perfekte snedronning.
De flotte kostumer er også med til at underbygger kontrasten mellem det gode og det onde. Ulvenes bevægelser og det at de bruger stokke som forben, giver dem et tilpas dyrisk og elegant udtryk.
Jeg følte mig godt underholdt hele vejen igennem stykket, og jeg kan på det varmeste anbefale en tur i Aarhus Teater for at se Narnia.