Krise efter "Krise"

Krisen starter med regnen. Og regnen fortsætter som lydspor gennem hele forestillingen. Foran publikum sidder de tre skuespillere mellem bark og bregner, mens de fortæller om den krise, der er sket og vil ske i fremtiden.

Teksten er skør og skæv og ladet med referencer til nutidens populærkultur som tegneseriefiguren Tintin, Greta Thunberg, Jonatan Spang, Trump og Anders Fogh Rasmussen. Nogle af referencerne falder dog lidt til jorden, hvis man ligesom mig f.eks. ikke er helt med på Lars Von Triers film. Manus formår dog stadig både at provokere og holde den alvorlige stemning på trods af de skøre indfald.

"Krise" er teater, man tænker over - og det er en forestilling, der kræver, at man tænker over den. Min umiddelbare reaktion, da jeg forlod salen var forvirring, afmagt og ubehag, hvilket jeg i starten tolkede som om, det var en dårlig oplevelse. Men så blev jeg klogere. For alle mine følelser var jo ikke rettet mod skuespillerne, teksten eller Teater Momentum, med mod alle de sindssygt skræmmende ting, der foregår rundt omkring mig i virkeligheden og som "Krise" fik mig til at indse, jeg ikke tager hverken alvorligt nok eller stilling til overhovedet.
Man kan vel sige, at "Krise" gav mig en krise.