Et klaver, tre Wienerstole og et par spredte ben

”Jeg er en af Bakkens sangerinder de skønne kvinder, der nu forsvinder…”, sådan åbner ”Syngepigerne” på Nørrebro Teater.

Fire piger (den ene er nu en mand!) i 1880 lange kjoler med store hatte, endda med lys i, synger flerstemmigt sangerindepavillonens kendingsmelodi. Vi er allerede i oplægget langt fra Bakkens djærve syngepiger.

Her er ingen Cleo med dyb stemme, barm som en skrivepult og kæft som en sømandsboss. Til gengæld er sangene – ofte i en lyrisk udformning - tilsat saftige, nej sjofle attituder – i et krampagtigt forsøg på at demonstrer, hvor sjofle og lumre bakkepigerne den gang var. Og det var de netop ikke! Slagfærdige, dobbelttydige, fuld af lyst og glæde. Men sjofle/pornografiske. Aldrig.

Ok, der skal også være plads til nyfortolkning. Scenografien og musikaliteten er der ikke noget i vejen med. Et klaver, tre Wienerstole og et par spredte ben tilsat en nostalgisk bagprojektion. Mere skal der ikke til. Jo, lidt talent og megen musikalitet– og det er der heldigvis masser af.

”Syngepigerne”, konsekvent instrueret af Rolf Heim, er det der på nudansk hedder, ”en mini teaterkoncert” – i lighed med Beatels, Gasolin, Kim Larsen opsætningerne – uden egentlig handling, men hvor den ene sang afløser den anden.

Vi smånynner til Bakke-klassikkerne: Sutte, sutte ikke bide, Så stritter den, Holger med kølle (her overlades absolut intet til fantasien).

Smiler til: Det har Kinsey gået og snuset i.

Bliver stille vemodig/ lyrisk til: Sådan en aften sku man være 20 år, og Da jeg var 17 år…

Hopper med på: Der sker sgu altid noget – en forrygende livsbekræftende præstation, der er det tætteste vi kommer på det gamle Lysthus energi.

Undres over: mon dog PH’s smukke: Glemmer du, nogensinde er sunget i Pavillonen.

Og græmmes lidt når:” Køb blomster, køb blomster” er blevet en stille vise, uden blomster til os dernede og et medsyngende publikums møntregn. (Ikke hård valuta, lød det dengang fra scenen – gerne sedler)

En fremragende musiker, Laurits Emanuel, tre super musikalske syngepiger, Ina-Miriam Rosenbaum, Jeannette Lindbæk Birk, Signe Kjærup Hjort – gør alt for, at give koncerten fylde, så vi ikke , her i vintertiden, ”længes tilbage til den gamle pavillon, hvor vi også sad på rad”.