Ondt i selvværdet

Den unge kvinde med ondt i selvværdet og rod i privatlivet er vores hovedperson og fortæller. Hun både spiller sig selv imens hun formidler oplevelsen til os. Det løses dygtigt med to skuespillere. Det hele er iscenesat som var vi en ukendt flok, der følger hendes blog online, samtidig med, at vi kan kikke ind i hendes lillebitte lejlighed. Hvor alverdens dramaer udspiller sig. Både de fortænkte, de virkelige og de indbildte.

Hun er fanget et sted mellem selvvalgt barnlig og teknisk voksen. Hun bor alene, har arbejde, men intet mål eller indhold. Hun drømmer om kærlighed, men kender kun klichéerne. Hvilket tiltrækker rovdyrene via Tinder, og en enkelt fra arbejdet der er ligeså umoden som hende selv. De tre mænd spilles alle af den samme skuespiller, de findes kun i hendes fortolkning og univers. Den ene er et nyrigt svin der søger unge kvindekroppe for sex, den anden en voksen idiot der dulmer sin egen angst via virkelighedsflugt og manipulation af hende, den sidste blot en ung knægt der kæmper for hendes opmærksomhed.

Sceneudtrykket er spartansk, udtrykket ungdommeligt og historien grænsende til det banale. Men det fungerer. Det gnistrer af ungdommelighed rådvild, uhjælpelig, famlende efter meningen med livet. Det er proppet med pinligheder af den letgenkendelige slags. Dumhed af den slags de fleste vokser fra. Dilemmaer som vi alle tumler med gennem hele livet og sandheden ingen tager skade af. Metasamtalerne hun har med sig selv, alt imens historierne formidles til os, løfter både teateroplevelsen og skuespillet. De fem kongekroner kastes taknemligt efter trioen på scenen, i håbet om at den danske ungdom vil tage en pause fra onani til Guld i Købstæderne og begive sig ind teatermørket for at finde sig selv.