5 soldater med imponerende fysik
Vurdering:
Samlet vurdering:
Når jeg ikke selv har været iklædt kongens klæder, kan det være svært at vurdere, om de moderne soldaterdansetrin som danseforestillingen 5 soldiers viser os, har det mindste at gøre med virkelighedens soldaterliv.
Umiddelbart var jeg skeptisk.
Men det blev gjort til skamme efter forestillingen, hvor instruktør og koreograf Rosie kay kom på scenen med de fem dansere, og virkeliggjorde danseforestillingen i en grad, som selve forestillingen ikke helt havde fået overbevist mig om.
Som lykkelig pacifist virkede de relativt latterlige marchmanøvrer og ligegyldige træningspas i forestillingens begyndelse meget overbevisende, eksercits for eksercitsens skyld. Lige vand på min mølle - spild af tid - og liv.
Men hurtigt kom der sved på panden, og det var tydeligt, at den kronologiske fremstilling af et soldaterliv fra træning i lejren til udsendelse i kamp var benhårde fysiske præstationer, hvor dansernes indsats let kunne stå mål med soldaternes træning, det er hårdt arbejde.
Videosekvenserne på bagvæggen, digitale skærmbilleder, der kørte i en lind strøm, havde samme effekt som stroboskoplys, de staccatoagtige gentagelsesmønstre og de stomplignende rytmetramp gav hele sceneriet en flimrende uvirkelig og let hypnotiserende stemning og virkning. Irriterende og meget effektfuldt.
Videobilledbrugen fungerede godt forestillingen igennem, og da soldaterne kom i kamp, var der virkelig lagt op til benhårde fysiske udfoldelser, danserne Harriet, Ellis, Luke Bradshaw, Alan Hunte, Josh Hutchby og Trooper Alexander Smith var virkelig dygtige og kæmpede løs i hele den time forestillingen varede.
Ingen fordømmelse, ingen forherligelse, ren registrering af et forløb, der er virkelighed for, ikke mange, men nogle, det er et godt udgangspunkt. Tag selv stilling - vi viser jer bare kroppens medvirken i krigens handling.
Som nævnt i starten, havde jeg mine betænkeligheder ved realismen i soldaternes bevægelser i kamp, men den efterfølgende stage talk med koreograf og dansere overbeviste mig om, at den var god nok, sådan ser krigens kroppe ud. Forestillingen er accepteret af soldater, der har været der, og Alex Smith, den ene danser, har været, og er, soldat.
Så jeg er overbevist.
Til sommer kommer der en ny forestilling, 10 soldiers, og det giver mening, et helt kompagni af soldater, mænd og kvinder, så bliver der gang i den, men det kræver lidt større scener at optræde på.
Forestillingen kører kun i få dage, den er værd at drage til Baltoppen efter.