To pragpræstationer med bid og smerte

Ægteskabet er vel-fungerende. Parret vel-uddannet, vel- fungerende, vel-tilfredse.Vel er de ej.

”Fejet ind under guldtæppet” hedder første scene fra et ægteskab. Og det er hvad det er. Ingmar Bergmanns tv- stykke fra begyndelsen af 70erne, er nu omsat til scenen – og det gør stadig ondt.

Midtvejskrisen. Ti års ægteskab, to børn, villa og Volvo. En krise lige efter bogen.

Først præsenteres parret i ren ugebladsstil: han velformuleret, selvfed, selvsikker universitetslærer. Hun, åh så tilfredsheds, med børn, jura karriere og et velfungerende socialt liv.

Tja, så begynder nedturen. For hvor er der fejet meget ind under ryatæppet. Sexlivet, samlivet fungerer kun på overfladen. Han vil noget mere – helt konkret Paula, drømme kvinden, der kan give ham alt det han ikke kan definere – men er overbevist om, at deres ægteskab mangler.

Han flytter til Paris – eller retter flygter. Vender tilbage, ydmyg og flæbende. Hun nu stærk og selvstændig bevidst.
Scenen er skiftet. Overtaget er hendes.

Et velkendt tema gennemspillet nuanceret og nærværende.
Ditte Hansen, måske mest kendt fra revy og tv-sketch, gennemlever i to en halv time en udvikling, med smerte og lysglimt af selvironi. Jens Jørn Spottags ægtemand har en ægthed af 70ernes intellektuelle selvgodhed – og nederlag.

To pragtpræstationer, baseret på en 40 årig tekst, der stadig har budskab og smerte.
Scenen har manegens form og baggrunden er sort, med rudimenter fra borgerskabets tryghed, bøger, læselampe... det er ingen tilfældighed, når hun henter Et Dukkehjem ned fra reolen. En perfekt scenografi, hvor instruktøren Kim Bjarke nådesløs lader os inddrage i intimsfærens ofte hudløse kamp.

”Scener fra et ægteskab” har stor spændvide, hvor de midaldrende nikker genkendende, og de unge bliver forskrækket – og advaret!
Vedkommende og nært – dog kunne jeg personlig godt have undværet epilogen. Døm selv.