Spændende og foruroligende fortælling om teenageliv

På Zangenbergs Teater gør de sig meget i børne- og ungdomsteater. Således er også forestillingen ”Boldbanen” rettet mod unge teenagere. Den spilles af teater Døgdi, et teaterkollektiv som dog i denne forestilling var blevet udvidet med skuespillerne Kristine Lauritzen og Kasper Hjort.

Den lørdag, hvor jeg så forestillingen var der også publikummer i den aldersklasse, og dem besluttede jeg mig for at holde øje med, for at se hvordan de reagerede – men meget hurtigt blev jeg selv så grebet af forestillingen, at det slet ikke var nødvendigt at se det ”udefra”. Da jeg alligevel gik lidt rundt med store ører efter forestillingen, hørte jeg dog kun positive kommentarer – og det kan jeg godt forstå.

Normalt bliver forestillingen efterfulgt af en ”talk”, som det hedder på nudansk. Det var der ikke denne dag – ”I dag er det lørdag”, som en af skuespillerne så rigtigt sagde efter
forestillingen – men jeg gad egentlig godt have oplevet en sådan talk. Der var i hvert fald nok at tale om.

Vi mødes af forestillingens fire skuespillere, da vi træder ind i rummet. De tre sidder på hver deres fodboldbane-bande, og netop banderne spiller gennem forestillingen sin egen rolle. Sammen med to fodboldmål bruges de til at bygge scenen om og skabe forskellige rum, både konkrete og symbolske. Det foregik i et samspil med lys og lyd, og tilsammen satte den scenen på autentisk og tydelig vis.

Som sagt blev jeg hurtigt grebet af historien. Selve handlingen foregår over et halvt døgn, men der er hyppige flashbacks, som hele tiden afslører nye aspekter af historien – og lige som man tror man har regnet det hele ud, så kommer der et twist. Teatergruppen siger selv, at forestillingen handler om ”grænser og identitet for 13 år og op” – og det er faktisk en god beskrivelse. Sociale medier, rygter, mobning og jalousi er andre ord man kunne sætte på.

Alle fire skuespillere gjorde det godt på scenen, men jeg vil dog tillade mig at fremhæve Kristine Lauritzen, som helt isnende flot spiller hovedrollen som Silja, midtpunktet for historien. Det lykkes hende at spille rollen som 15-årig overbevisende, på trods af at hun selv (med al respekt) er noget ældre – hvilket ellers ikke altid lykkes lige godt i sådanne forestillinger.

Alt i alt, så er konklusionen: Tag din teenager i hånden og se den, uanset om du er teenagerens forælder, lærer, pædagog eller noget helt fjerde. Oven i købet risikerer du selv at blive klogere undervejs, og det er vel ikke så tosset endda.