Teater i teater, Mallorca i Mallorca

Mallorca er et symbol på drømme og et kunstigt paradis. Et sted, hvor 60’erne og 70’ernes velfærdsdanskere kunne fabrikere en anden virkelighed.
Dramaet Mallorca foregår i den kvindelige hovedpersons gamle værelse, som er blevet indrettet i "Mallorca-stil" for at det skal være hyggeligt. Den usmagelige, kitschede dekoration er i overensstemmelse med Mallorcas ideologi. Samtidig er den endnu mere falsk, fordi den kun er en efterligning af virkelighedens efterligning (=Mallorca). Dette paradoks kan både minde os om Oscar Wilde og Platon. Den sidstnævnte kritiserer kunst fordi det efterligner omverdenen, som faktisk kun er en skygge af realiteten, dvs. at kunst efterligner noget, der efterligner noget. Og Oscar Wilde mener, at virkeligheden efterligner kunsten.
Men rummets indretning er ikke den eneste reference til Mallorca. Den kvindelig hovedperson og hendes kæreste skal arbejde sammen om at skrive et drama, der foregår i Mallorca. Faktisk bliver Mallorca først præsenteret som Ibiza indtil det afsløres, at det kun er en illusion.
Oprindeligt skal kvinden skrive dramaet og manden instruere det, men han kommer til at blive meddramatiker. De begge to afspejler deres egne drømme (frihed, familie) i dramaet og det fører til uenighed og konflikter. Magtfordelingen forandres i løbet af disse konflikter og manden får højere og højere selvtillid mens han skriver større og større dele af dramaet. Samtidig bliver skuespilleren Rasmus Flensborg også bedre til at virke naturlig, selvom han er den svageste skuespiller ud af de 4.
Kvinden bliver træt af, at hendes værk, som hun identificerer sig så meget med, bliver skrevet om og forlader manden. Lige præcis som i deres drama, hvor en af karaktererne forlader den egoistiske anden, som har ødelagt hans liv. Både kvinden og karakteren forlader rummet på samme måde og siger "Undskyld".
Trods den åbne, ikke nødvendigvis lykkelige slutning, er Mallorca en komedie. Den diegesiske struktur (historie i historien- her: drama i drama) giver mulighed for selvironi, hvor de to dramatikere, kvinden og manden, kritiserer hinandens scener ved overdrevent at gentage dialoger, vi allerede har hørt kort forinden. Nogle gange er det deres fiktive karakterer, der gør grin med deres "skabere" ved at efterligne deres måde at snakke på. Dramatikerne parodiserer også dramatendenser, f.eks. at være sentimental, actionfilmagtig eller eksperimentalsk. På et tidspunkt peger de ironisk nok selv på publikums reaktion. Jokesene virker generelt ret godt og overhovedet ikke påtvungede.
Dramatikerne spiller lidt svagt. Til gengæld er deres dramas karakterer, Valdemar (Vademar Stockholm) og Morten (Morten Vang Simonsen), meget troværdige med nuancerede fysiske udtryk især fra Valdemars side.
Alt i alt vil jeg anbefale Bådteatrets Mallorca. Oplevelsen bliver muligvis ikke katartisk, men dramaet er underholdende og samtidig meningsfuldt.