Gys i Grøndalscenteret

Musicalteateret har siden 2005 lavet en del musicals, blandt andet to forskellige Melodi Grand Prix-musicals. Nu har de imidlertid kastet sig over historien om Jack the Ripper. De påstår dog ikke at fortælle den sande og fulde historie om de makabre mord, der skete i slumkvarteret Whitechapel i 1888. De har, ifølge manuskriptforfatter, instruktør og koreograf Rasmus Mansachs, i stedet valgt at fokusere på en række (virkelige) personer, som alle havde en indbyrdes relation til hinanden på kryds og tværs.

Netop Rasmus Mansachs må siges at være en af Musicalteaterets store aktiver. Således har han meget ofte skrevet manuskripter til deres forestillinger, men i denne forestilling vil jeg imidlertid især fremhæve hans evner som koreograf. Der er 48 personer med i forestillingen, og især fordi de har hang til numre med mange mennesker på scenen, så er det sin sag at få det til at se flot ud – men det gør det i den grad. Ikke mindst i et meget humoristisk (trods det overordnede tema) scene, hvor det gamle mænd-i-dametøj trick bruges – dog her meget meningsfyldt, og ikke kun som comic relief. Desuden skal fremhæves en scene, hvor skuespillerne virkelig fortolker stedets dæmoniske stemning fremhæves, ligeledes for den gode koreografi.

Som sagt er de fleste af hovedfigurerne i forestillingen virkelige personer. Dog er to unge elskende en undtagelse. De to skuespillere, Clara Frederikke Rose Lundberg og Kalle Tuborgh Solmer tilfører en sødme til forestillingen, som ændrer på balancen – de bliver så at sige sukkeret på skeen, der får det mere dystre til at glide ned. Om det var nødvendigt at tilføre disse to personer kan diskuteres, men en musical kræver måske nok denne sødme. Modsætningen til de to er især Line Hesdam, som spiller dragende og dæmonisk, og måske er den der rent skuespilmæssigt gør det bedst i sin relativt lille rolle. Af andre skuespillere vil jeg især fremhæve Malaika Berenth Mosendane, som virkelig bliver det smukke midtpunkt i forestillingen – og som har en af forestillingens bedste stemmer. En anden smuk stemme havde Nadia Eriksen, som fik æren af at synge forestillingens første sang, hvilket hun gjorde flot.

Historien glider godt fremad og hænger dramaturgisk godt sammen. Således øges tempoet gradvist i forestillingen, hvor der kommer flere og flere gys på stadig mere overraskende og virkningsfuld vis. Slutningen kammer dog en anelse over, er efter min mening underligt utroværdig. Det er selvfølgelig svært at skrive en slutning på en virkelig historie, som dybest set ikke har en slutning, fordi man aldrig fandt ud af, hvem Jack the Ripper var, men slutninger er altså ikke så godt løst her.

Opsamlende vil jeg sige, at forestillingen er godt håndværk. Koreografien kører, skuespillet fungerer, stemmerne er (med få undtagelser) gode, og alt i alt er der tale om en meget seværdig forestilling.

PS: Man skal ikke alde sig afskrække af, at forestillingen bliver spillet i Grøndal Centeret, som man måske mere forbinder med sport - når man sidder i salen, tænker man ikke over, at man ikke sidder i en traditionel teaterbygning.