Desperat 'Pølse!' i intimsvøb

Forestillingen ‘PØLSE!’ bar i den grad præg af klaustrofobi og desperation. I så stor en grad, at vi som publikum var tvunget til at tage stilling til og præge karakterernes handlinger.

Med den indledende køretur satte ‘PØLSE!’ allerede gang i interaktionen med publikum - og det var i sig selv grænseoverskridende, men dermed også en intim og spændende oplevelse. Set i bakspejlet ville jeg dog have ønsket, at jeg havde stillet nogle flere udfordrende spørgsmål - nu hvor man havde karakteren i den varme stol.

Ved ankomsten til bunkeren, i alt dens fugtighed, blev man ramt af en sær følelse. Som var man på vej ned i en metaforisk freudiansk verden, og denne ramme for fortællingen gav ‘Pølse!’ et særligt udgangspunkt. Et udgangspunkt som skuespillerne gerne kunne have udnyttet endnu mere, til ikke kun at finde frem til en indre vrede, men også den sårbarhed som isolationen medfører.

Det er denne sårbarhed som især rollen Claus manglede, da fortællingen tog sin individuelle drejning. Claus indeholdte en hel masse vrede og aggressioner, og her kunne man godt have fundet frem til en ægthed og skrøblighed.

Skuespillerne har dog til gengæld en helt vildt fed komisk timing - og Digteren, Alfred, var prikken over i’et i denne samhæng. Hans akavet væren og underspillede humor bar forestillingen langt hen ad vejen og thumbs up til ham for det.

Om forestillingen ‘Pølse!’ ville have været ligeså fed på en scene i en imaginær bunker, tror jeg ikke. Men det er netop her, at GelderaK har været afsindig gode til at udnytte præmisserne og dermed skabt en nær og desperat forestilling, der sidder fast i kroppen i dagene efter oplevelsen.

Tak GelderaK for ‘PØLSE!’ - endelig mere af dette i fremtiden!