Forårsruller til folket

Forårsrullen er emigrantfortællingen og iværksættereventyret om Sai-Chiu Van, den kinesiske indvandrer der grundlagde virksomheden Daloon i Nyborg i 1960.

Da stykket går i gang, lægger man straks mærke til de kinesiske tegn der pryder siderne af scenen. De har to funktioner. Rent praktisk kan man forestille sig at de er behjælpelige for den betydelige kinesiske tilstedeværelse her ved premieren. Derudover har de den simple æstetiske funktion at de er flotte at kigge på, og indgyder den helt rette stemning da stykket går i gang.

Lyset dæmpes, musikken startes, og de syv skuespillere der udgør hele truppen går på scenen. De er alle iklædt et beige Mao-inspireret outfit, og samme sorte paryk – forårsruller med soja på toppen.

Starten er en smule ujævn med lidt problemer med synkroniteten, men det kommer de dog hurtigt efter. Vokalerne er helt fantastiske, med undtagelse af den altid elskværdige Mikkel Bay Mortensen (Sai-Chiu Van) der brillere på andre punkter. Det er tydeligt at vokalerne har været en stor prioritet i udvælgelsen af de medvirkende, da de alle leverer en solid og imponerende indsats på dette område. Dansen er til tider lidt vaklende, men sangen er smuk, og endda fængslende til tider, og stemmerne er unikke. Det eneste punkt der må kritiseres her, er at musikken til tider overdøvede sangerne. Det var ikke altid lige let at opfange hvad der blev fortalt, hvilket var ærgerligt.

Historien bevæger sig lidt langsomt fremad, og man længes efter lidt mere handling. Nogle scener trækkes en tand for længe ud, og andre ønsker man næsten udeladt. Generelt lykkedes det ikke stykket at vække de helt store følelser, når de forsøgte sig med sørgelige scener og vemodige sange. Det eneste der vækkedes her var en let utålmodighed.

Til gengæld fungerede det godt når højtideligheden forsvandt, og humoren blev det centrale. Scenen med den (mildest talt) sensuelle Forårsrulle står stadig klarest som stykkets tydelige højdepunkt. Nicolai Jandorf besidder den mest gennemførte komiske attitude, og leverer en hysterisk morsom præstation.

Generelt er det når stykket er lidt skævt og absurd og tempoet er højt, at det brillerer. De alvorlige scener er monotone og uimponerende, mens at f.eks. rappen var kikset på den komiske måde. Generelt virker stykket meget grundigt gennemøvet, og skuespillerne fortjener ros i lange baner. Desværre var historien til tider lidt for uinspireret, og den vokale harmoniseringen for monoton. Der blev lagt for meget vægt på de triste begivenheder, hvor stemningen blev alt for højtidelig, og det lykkedes ikke for stykket at vække de følelser det så indtrængende forsøgte at vække. Gevaldigt imponerende var dog vokalerne, med syv helt unikke og indtrængende stemmer.