Halløj på plejehjemmet

Scenen er sat.
Dagligstue med klaver og klunker. De fire personer i de højborgerlige omgivelser er lige så gamle og støvede – alle med en strålende operakarriere – bag sig.
Bajassen (Waage Sandø) der har sex på hjernen (men formentlig glemt hvorfor), den trine sopran (Lotte Olsen ) der har svært med korsettet og hukommelsen og elegantien, forføreren (Paul Hutel) er impotent. De tre operakollegaer venter på en ny gæst. For vi er på ældrestiftelsen for fhv. operafolk, hvor superstjernen (læs superkrukken) spillet af Pia Jondal, netop har meldt sin ankomst.
Nu kan spillet begynde.
Replikker med svovl, sex og jalousi fyger elegant mellem de fire opera-frikadeller. En fælles fortid på verdensscener giver stof nok – men d. 14 ds. er det operamesteren Verdis fødselsdag – og det skal fejres. De fire blegede stjerner har lovet en opførelsen af kvartetten fra Rigoletto for de øvrige beboer.
Og der bliver øvet, sminket - og skudt med løse-replikker om nye hofter, gamle minder og støttestrømper.
Kulminationen er naturligvis Kvartetten med playback og mølædte kostymer. Bravo.
Et godt plot – med alle muligheder for ældre skuespillere, til at demonstrere deres professionalisme.
Og det gør de. Fire løst tegnede karakterer, med megen humor – og sensommer smerte.
Det hele virker uendeligt gammeldags, kukkasseteater.
Det er jo netop stykkets pointe. Så lad gå.