What’s not to love?

I stykkets start var jeg lidt skeptisk overfor udformningen af stykket, og stillede mig selv spørgsmålet, om ikke det at have både de skøre kostumer, den overdrevne mimik, de specielle karakterer og den mærkelige scene var en smule overdrevet? Om man havde smurt for tykt på? Om man havde forsøgt for meget på at gøre det sjovt? Jeg kan her bagefter svare klart ”Nej!”, det var ikke for overdrevet, der var ikke smurt for tykt på, og man forsøgte ikke for meget. Det er forunderlig vis lykkes at få alle delene til at harmonere perfekt sammen, så man netop ikke sidder tilbage med følelsen af at det hele var ”too much”. Men snarer med en følelse af, at det ikke ville fungere hvis man fjernede bare en af delene. Det er som om hver del bærer den anden oppe, og at det hele ville styrte sammen hvis en del blev fjernet.

Stykket har en lidt særpræget udformning, som leder tankerne hen på skuespillene man opførte for klassens forældre i folkeskolen. En introduktion af stykkets persongalleri og en opsummering af handlingen efter pausen, giver et hint af en vi-leger-bare-følelse, men som med alt andet i stykket, så fungere det fantastisk godt, og det passer rigtig godt med stykkets uformelle stemning.

Stykket er enormt morsomt, og jeg tror simpelthen ikke det ville være muligt at se hele forestillingen, uden at komme til at grine bare en enkelt gang eller ti. Det sker nemlig helt automatisk, man kan simpelthen ikke lade være med at grine når det hele går op i en højere enhed.

Jeg vil anbefale stykket til alle voksne, som har lyst til eller brug for et godt grin.