At modernisere, eller ikke at modernisere...

At være eller ikke at være. At handle eller ikke at handle. Det er det centrale spørgsmål i Odense Teaters opførelse af ”Hamlet”. Stykket, der anses for et af de mest fuldkommende stykker i teater-historien, og et af Shakespeares mest dramatiske, er i denne opsætning iscenesat af Egill Pálsson, der både har Turbinehallerne og Det Kongelige Teater på CV’et.
Før stykkets egentlige start, lægges der ud med en slags introducerende baggrundsmusik af en DJ-lignende skikkelse på scenen, der langt fra forbereder en på stykkets ellers fortrinlig komponering. Det kan ikke beskrives som andet end larmende støj, og denne anmelder var ikke videre imponeret. I løbet af stykket bliver denne første indskydelse dog gjort til skamme af den formidable komponist og kapelmester Timo Kreuser, der leverer et fuldkomment og gennemført stemningsbillede, der bestemt var et af stykkets absolutte highlights. Stykket går i gang, og det går hurtigt op for en, at det 400 år gamle hævndrama er blevet moderniseret i denne opførelse. Skuespillerne træder ud på scenen i skarpe kostumer der ligner noget fra Vogue, og med en matchende scenekunst er tonen lagt. Gennem stykket er der et par moderne kultur-referencer, bl.a. en meget succesfuld ”Here’s Johnny!” scene, men desværre formår moderniseringen ikke at komme meget længere. Åbningsscenen vækker tanker om et slags ”corporate empire”, og kostumer, scenekunst, musik, m.m., lægger egentlig op til at det er der vi er på vej hen. Det er det dog ikke, og stykket følger egentlig meget de traditionelle strukturer i det originale drama i dette henseende. Der er en del af handlingen der afviger stærkt fra det ”Hamlet” vi kender, og det fungerer faktisk meget godt det hele. Den karismatiske Morten Brovn brillerer som den vanvittige Hamlet, efter en lidt akavet start - som dog næsten ikke kan undgås da vi kastes ud i et stykke der er meget mærkeligt fra start af. Brovn virker fuldstændigt opslugt af rollen som Hamlet, og han spiller rollen meget troværdigt. Hele truppen klarer det generelt meget godt, med en lille undtagelse. Den totale fordybelse blev desværre til tider brudt af den unge Christine Sønderris (Ofelia), der fremstod meget stiv, tilknappet, og indadskuende.
Samlet set vil jeg vurderer stykket godt. Det var utrolig mærkeligt og specielt, og utrolig gennemført og gennemarbejdet. Jeg ville dog ønske de havde taget skridtet videre med moderniseringen. Man efterlades lidt med tanken om hvorfor man har valgt at modernisere. Hvad var det man ville med det? Var det bare pga. kostumerne og scenekunsten? Det ville have fungeret bedre hvis man var gået lidt videre med det, og ikke bare holdt det på et lidt overfladisk plan.