Wake-up call

Det var mit første besøg på Teatret ved Sort Hest. Det rummer den charme kun få bygninger stadigt har ved Frederiksberg, med bløde sofaer, gamle trapper og en lille café.
Herinde spilles hovedsageligt absurd teater, hvor ”virkeligheden vrides en smule før at den går op for os”. Denne aften var det et gæstespil af ”Det Dramatiske Udgangspunkt” med ”Jantedrengen”.
Aldrig har jeg været så tæt på at vride mig ud af teatersalen efter de første 5 minutter.
Teatret har tradition for at spille klassikere, og idéen om at tage mellemkrigstekster op i dag, er nok ikke så dumt. De rummer et wake-up call, som der i vor tid er nødvendigt. En tid, hvor ikke Janteloven, men neoliberalismens isolering synes at begrænse vores eksistens.
Og det er her et af problemerne ligger. Jeg kan simpelthen ikke se, at janteloven skulle spille en rolle i vor tid? Og det eneste stykket viser, er dens rolle for 90 år siden.
Nuvel, lad os sige at det da var et historisk tidsbillede, som skulle få os til at forstå fortiden bedre. Problemet er bare, at hverken scenografi, lysdesign, kostumer eller skuespil fungerede.
Scenografien var funktionsminimalistisk, hvilket åbenbart er moderne. Dog var den så tom, at den mest fungerede som en slags distraktion for os og besværlighed for skuespillerne.
Lys-designet var grovmotorisk og unuanceret. Forsøgte mere at illustrere end at skabe stemninger. Kostumerne var bla. en blanding af klassisk skjorte, vest og hættetrøje, som virkede tilnærmelsesvist reflekterede, om end også meget lidt overraskende og 1:1.
Skuespillet er et helt kapitel for sig. Ja, jeg har nok svært ved skuespil generelt, men af og til føler jeg dog nogle prøver at flytte dets konservative form. Disse tre skuespillere var håbløse amatører det meste af tiden. Ja, dette er jo ikke sandheden, blot et blik. De var så ekspressive, at det tangerede til revy. Men ikke revy med et blink i øjet, nej det var virkelig nogle skuespillere, som kunne føle dem selv dybt ind i... tomheden. Det meste af tiden måtte jeg kigge på deres sko i stedet for, da deres mimik råbte mig i ansigtet hvordan deres tanker skulle aflæses.
Nå dette stykke igen bliver spillet ved Cph. Stage, bliver det nok på præcist samme måde, så tag ind og se det. Tag ind og afbekræft mig, for det ville være sørgeligt om dansk teater skulle være som tegnet her.