Godt skuespil, men ingen kærlighed

Med de udleverede ørepropper i ørene og med en fornemmelse af, at det her bliver vildt, er jeg klar til, at Sex Pistols indtager scenen... Bang! så er forstillingen i gang. Scenen bliver indtaget af nogle musikere, som går lige på og hårdt med at spille hits fra Sex Pistols. De giver den gas, hvilket de gør godt. Samtidig kører der fakta om Sid Vicious og Nancy Spungens fortid på storskærme. Rigtig god indledning... men det kommer bare til foregå i for lang tid...

Efterfølgende kommer scenen til at ligne et rodet, beskidt og ulækkert hotelværelse i New York, hvor Nancy og Sid tilbringer deres sidste tid sammen og det er her, vi kommer ind i historien.

Jeg synes, hele konceptet virker lovende, og man sidder med et håb om, at man kommer til at opleve et hedt og intenst "Romeo og Julie" - forhold. I stedet kommer det til at fremstå overfladisk og distancerende, hvor ordene som "fuck dig" og "Jeg har brug for noget dope" er det, der beskriver det bedst. Derfor kommer forestillingen også til at virke meget laaaang og ensformig, da det er de samme replikker, der går igen og igen igennem hele historien.

De to hovedroller Julie R. Ølgaard og Morten Holst gør det dog rigtig godt. Deres skuespil virker troværdigt og overbevisende, hvilket også er en af grundene til, at forestillingen fortjener 3 stjerner.