pigen med paraplyerne - en aftens vellyd

I Peter Langdahls scenografi er det lykkedes at skabe en sjælden intimitet og sammenhæng mellem skuespillere og musikere.
Sætstykker og rekvisitter skifter smidigt plads, så focus ubesværet flyttes fra scenens front til bag eller sidescene. Ind imellem afmaskes, så der dannes en filmisk indramning, som kunne være taget fra Jacques Demys film fra 1964. En fotograf dukker nu og da op og filmer teatret med snurrende kamera, en lydmand med sin boomer, så der stykket igennem trædes tilbage til filmforlægget.
Teatret kalder stykket en jazzet opera. Alle replikker synges, og det på et befriende jordnært dansk. Handlingen er - som i opera mest - ikke det væsentlige, men der skabes alligevel et 50, er billede af et småborgerligt miljø, der brat flås fra hinanden af en umenneskelig krig, her i Algier.
Særligt stærkt står Birgitte Hjort Sørensens unge forelskede pige og Kaja Bruel, som hendes omsorgsfulde, kærlige og også kyniske mor, men herudover tegnede Jens Jacob Tychsen som juveleren et varmt billede af kapitalisten, der ellers tit er uden sympati.
Måske er det uretfærdigt at fremhæve nogen, for alle medvirkende ydede et flot indsats.
Musikerne optrådte på scenen, de var pludseligt i teatersalen, de var vævet ind i alt med velspillende arrangementer af Michel Legrands musik, og det var ikke mindst på grund af deres medvirken, at jeg varmt anbefaler at gå ind og se/høre Pigen med paraplyerne.