Håbet er ikke borte

Jeg er generelt nysgerrig hvad angår børneteatre, fordi jeg synes, at de kan spille en meget vigtig rolle i, hvordan fremtidens generation forholde sig til kunsten. Det er desværre meget nemt at begå fejl ved ikke at tage børnene alvorligt og basere en hel forestilling på banale klichéer. Heldigvis var det ikke tilfældet med Ret tit borte tit.
Før vi gik ind i teatersalen, kom skuespilleren (Ole Håndsbæk Christensen) ud og inviterede os ind. Han skabte allerede et personligt rum ved at spørge: "Er i alle sammen kommet? Er du også kommet [rettet mod et bestemt barn]?" Efter forestillingen måtte børnene røre ved bamsen, som også var del af værket. Efter min mening er sådan en ramme meget vigtig, fordi det forstærker teateroplevelsen og børnene får et mere subjektivt forhold til kunsten.
Teatersalen var også meget børnevenlig: Man kunne sidde på et tæppe foran scenen og der var også nogle bænke helt bagved med pudder på, så de generte børn også havde mulighed for at "gemme sig". Ole Håndsbæk Christensen er klar over, at børn kan have svært ved at sidde stille en halv time i træk, så de måtte bevæge sig. Det bidrager også til en rummelig teateroplevelse.
For at få og vedligeholde børnenes opmærksomhed, brugte Ole forskellige teknikker. Først og fremmest involverede han børnene ved hjælp af spørgsmål i forskellige scener. Desuden blev relativt meget musik blev brugt, inkluderende en lille "slam poetry" (han reciterede rytmisk et lille digt med musik i baggrunden) og lidt industriel musik. Det førstnævnte blev gentaget flere gange i løbet af forestillingen. Jeg mener nemlig, at gentagelse er et vigtigt element i performancekunst, ikke kun for børn, men også for voksne, fordi genkendelsen giver en dejlig, tryg følelse.
Der var mange små overraskelser i historien, som også vækker nysgerrigheden. Scenens dekoration var indrettet på en måde, at den kunne tranformeres lidt og derved overraske. Der fandtes nogle sjove "maskiner" (f.eks. postmaskiner). De var sat sammen af nogle almindelige objekter, og deres kædereaktion var ret morsom, især for de voksne, som muligvis genkendte sådan nogle maskiner fra deres barndoms tegnefilm. Børnene grinede mest, da Ole lavede nogle pludselige bevægelser ved at åbne hylderne osv., mens han ledte efter sin kuglepen. Herudover kunne de godt lide, da han viste forskellige objekter gennem et stort forstørrelsesglas. Man kan måske påstå, at det deformerede, det groteske kan virke spændende i børnenes øjne, hvis det ikke bliver alt for skræmmende.
På den anden side var der nogle jokes, som måske var mere forståelige for de voksne f.eks. ironisk brug af ordet "please" eller da Ole prøvede at få radioen til at virke ved at bevæge antennen rundt.
Ole Håndsbæk Christensen har talent for at kommunikere og underholde børn samtidig med at tage dem alvorligt. For mig personligt var forestillingen måske lidt for lang - der var også nogle børn, som virkede lidt utålmodige – men alt i alt nød børnene den så vidt jeg kunne mærke.