Farveglad nyfortolkning

Sangene er velkendte, humoren bevaret, men udtrykket er forandret og det fungerer faktisk. Forestillingen bygger på en film mange sikkert har set før, måske du endda set andre teaterversioner, det er dog min første gang med så nedtonet og spartansk opsætning. Her er intet glimmer, her er ingen pragt eller store armbevægelser. Her finder du i stedet dansere med glidende kattebevægelser, kreative pragmatiske løsninger og farvekoder der tydeligt afgrænser grupperingerne på scenegulvet.

Kærlighedsforviklingerne fylder mindre end vanligt, det samme gør sig gældende med Miss Sugar Kane og mændenes genvordigheder som udklædte kvinder, men er det din første tur med flokken fra Chicago til Miami, så vil du slet ikke ænse disse ting, men blot være underholdt. For duoen Jerry (Albert Stein Ankerstjerne) og Joe (Nikolaj Bjørn Andersen) svinger sammen, skurken Spats formes perfekt af Bolette Nørregaard Bang og Steffen Berenthz Eriksen er herlig som den grænseløse liderbuks Osgood.

Scenografien fungerer i dybde og højden, men ideen med to rullende gulvbånd gør ikke meget for handlingen eller afviklingen af samme. Kostumerne til dansepigerne og de kriminelle bander er virkelig gode. Moderne fold i klassiske snit. Åbningsnummer på første akt, samt det op til pausen er rigtig gode. Selvom alle i stykket åbenbart elsker hot jazz, så fylder det dog ikke så meget på lydsiden. De største hits får dog med blandet succes plads og fylde, mens andre numre blot leveres i musikalsk pointeform. Som helhed er opsætningen succesfuld, afviklingen godkendt og underholdning fin. Hvis ambitionerne var til mere så indfries de dog ikke denne gang.