I DAG:
Anbefaling - Scene

En musikalsk og underholdende revy i Ganløse

GANLØSE REVYEN 2022 anbefalet af Morten Kaiser
13. juni 2022
Vurdering:
Samlet vurdering:
Et åbningsnummer skal kunne en hel masse ting. Vi skal huske at slukke mobilerne, vi skal have trinnene og scenografien på plads - så’ der flu’ben ved det, som Anne Karin Broberg, Sara Gadborg, Martin Knudsen og Michael Hasselflug så smukt synger. Og så er vi i gang med årets Ganløse Revy.

Der er mange emner at tage fat på i et begivenhedsrigt år. En pandemi, vi efterhånden har sat farvel til og en krig tæt på os herhjemme. Det er svært at forestille sig en revy uden at vi berører de emner. Men Ganløse Revyen kan meget mere end de oplagte emner. Her kommer vi både forbi OMDH – Os Med Dårlig Hukommelse, som får os alle i salen til at grine. Måske fordi vi selv alle har prøvet at stå i en situation, hvor vi tabte tråden og glemte, hvad vi var i gang med.

Generelt er 1. akt i årets Ganløse Revy virkelig stærk med en perlerække af supernumre lige efter hinanden – måske man skulle have rykket et af dem til 2. akt. Jeg var især vild med Sara Gadborgs ”første gang” – ja altså, første gang hun jodlede. Det er skønt, musikalsk og underholdende. Da selvsamme Sara Gadborg sammen med Anne Karin Broberg kommer ind som DRs pigekor, der starter smukt ud med ”I Danmark er jeg født” og siden ændrer teksten til at omhandle de mange MeToo sager, så er man helt solgt. Det er god satire pakket ind i en smuk musik, som kapelmester Christian Dahlberg så smukt sørger for.

Der er i det hele taget en god blanding af musikalske numre, skarp satire og sjove vittigheder, ja selv Olsen Bandens kendte politifolk Holm og Jensen får nyt liv af Michael Hasselflug og Martin Knudsen. Det er jo et dejligt gensyn. Og når Anne Karin Broberg kommer ind i pigegarde-uniform og fejrer, at forsvarsforbeholdet nu er væk, så hun kan blive sendt ud, er det svært ikke at se det store talent, hun bringer til revyen.

Finalen blev til premieren ekstra speciel. Nummeret hedder ”Teksten er af..” og man sidder og tænker.. ja, af hvem? Det er naturligvis en hyldest til Keld Heick. Eller naturligvis er måske så meget sagt, for hvorfor er det lige ham, der skal hyldes i år, men gennem det smukke potpourri af hans sange, så virker det som det mest naturlige, at det er ham, der skal hyldes. Smukke kostumer og dejlig koreografi af Steffen Hulehøj, der fik os alle til danse lidt med ved bordene. Sikke en finale – og endnu bedre var det at se Keld Heicks reaktion på den fine og velfortjente hyldest.

Ja, der er et par numre, der bliver for lange eller bliver forklaret lidt for tydeligt, og ja, der er også numre, der er væsentlig bedre end andre. Det synes jeg bestemt kun er charmen ved en revy, og jeg synes kun, at hele holdet med Michel Castenholt i spidsen skal være stolte over en flot og gennemført forestilling.

Der skal også lyde en stor ros til Ganløse Kros personale, der fuldender en smuk aften med dejlig mad og hyggelige omgivelser, der får en til at glæde sig til det næste besøg.

Godt gået og tillykke til hele holdet i Ganløse!
Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
MANFREDS KRIG
Spilleperiode 25. apr - 27. apr
EN SOMMERDAG I OKTOBER
Spilleperiode 14. sep - 11. okt
Vi maler byen rød: The Musical 2
Spilleperiode 23. apr - 17. maj
Lost Threads
Udgivelsesdato 13. apr