Klassiker i opsætning uden ærefrygt - heldigvis

Allerede da min ledsager og jeg var på vej i Folketeateret til gallapremiere på Sommer i Tyrol, havde jeg alle de kendte og elskede sange fra den klassiske gamle danske film i hovedet. Jeg glædede mig til at høre Leopold synge ”Ja ja ja, nu kommer jeg”, Sigismunds ”Man kan vel ikke gøre for at man har charme” og Clärchens bedårende læspen.

Fik jeg så min lyst styret? Ja, det gjorde jeg, og meget mere til. Folkene bag denne opsætning havde med undertitlen ”Halløj på tyrolerhotellet” antydet, at der var tale om en udgave af klassikeren, som måske ikke var helt traditionel. Det fik vi allerede at se med den mildest talt noget skrabede scenografi – noget som for min ledsager var aftenens eneste anke – og en noget aparte start på forestillingen. Så aparte var det, at jeg nåede at blive en smule nervøs for om historien mon var helt lavet om, men det viste sig at være ubegrundet. Vi som elsker historien får alt det vigtige med, men undervejs er der indlagt små og store udfald, som kun medvirker til at give endnu flere herlige facetter på historien. Hvilke skal ikke nævnes her, men dog vil jeg røbe, at Leopold og Lenerln står for aftenens mest overraskende indslag.

Skuespillerne gjorde det alle fortrinligt. Jesper Groth, som jo, ikke mindst det seneste år, har været her, der og alle vegne, løftede arven efter Dirch Passer med stor charme, og fik vist både sit komiske og musikalske talent, og Troels Malling stod for aftenens højdepunkt med en ubetaleligt sjov og charmerende udgave af førnævnte ”Man kan jo ikke gøre for at man har charme”. Rollen som fru Josepha var efter min mening mindst godt eksekveret, hvilket dog formentligt ikke skyldtes Meike Bahnsen, som spiller rollen – men snarere, at rollen var rettet i en, for mig at se, retning, hvor karakteren bliver endnu mere utilnærmelig end i forlægget, og måske især mangler den sårbarhed, som fru Josepha også har i sig.

I løbet af forestillingen er der adskillige gange, hvor fire musikere i forskellige konstellationer er med på scenen. Nogle gange er de diskret opstillet i baggrunden, men ofte indgår de i scenerne som komiske, og i et enkelt tilfælde noget syret, indslag. De er velspillende, og sørger for at vi både møder blæseinstrumenter som tuba og trækbasun, og mere moderne instrumenter som elguitar og –bas - for blot at nævne nogle af dem.

Konklusionen er, at Sommer i Tyrol så absolut er en forestilling, som man bør se. De som higer efter at få fortalt den gode gamle historie igen vil blive tilfredsstillet, og det sammen vil de som måske synes at det er en fortælling som er fortalt til hudløshed. De vil kunne glæde sig over de twists holdet har givet historien.

De seks stjerner er for mig forbeholdt de helt exceptionelt gode teateroplevelser, så der er vi ikke, men jeg giver forestillingen fem gode, solide stjerner.