Arne på kanten

”Arne Går Under” er sådan et af de stykker, man aldrig rigtig kan vide, hvor man har. Måske fordi Arne er sådan en af de personer, man aldrig rigtigt kan vide, hvor man har. Dukker og dukkeførere fører sammen publikum helt tæt på Arnes liv, helt ind i hans hoved og tanker og dybt, dybt ned i hans fantasier, mareridt og mørke. Arne lader til at være både skizofren, angst, depressiv, hjerteskærende ensom, fuldstændigt traumatiseret af sin fars minde og med en barndom i afbrændte stumper, og springer i sidste ende også ud fra taget af det højhus i Rødovre, hvor han bor – men alligevel forlader man salen med et smil på læben og spørger sig selv om, hvordan i alverden det mon gik til. Stykket formår at kombinere det hjerteskærende med det humoristiske, det lunefulde og det fuldkommen groteske og balancerer konstant på kanten mellem virkelig fantasi og fantasifuld virkelighed. Vi får både set Den Lille Prins der ryger hash nede i Arnes mave, og set Arne være til møde med sin sagsbehandler, og den skarpe, kritiske realisme kombineret med absurditet og galskab gør at forestillingen, der startede med at forekomme som en banal fortælling, man havde hørt før, endte med både at forholde sig, være vedkommende og direkte rørende. Banaliteten holder ved, vi bevæger os på kanten af det klichéprægede og det kreative, det syrede og det simple, og måske har vi hørt historien før, men vi har aldrig fået den fortalt på lige præcis denne her måde. Hele stykket igennem kan publikum stadig forvente at blive overrasket. Og selvom Arne er en dukke, lever man sig helt ind i ham og ender med at føle, man virkelig kender ham. Han er ikke bare en type fra en klichéhistorie – på trods af, at det er han også – han bliver en karakter, eller en figur, man genkender (måske fra sig selv) og man føler med ham til det sidste.