Hvor blev nærværet og troværdigheden af?

‘It’s all my fault’ tilskriver sig et publikum, som skulle være for teenagere og de voksne i deres liv. Min teaterpartner og jeg var hverken teenagere eller voksne ifølge teenagere, men alligevel følte vi, at der var noget som ikke helt stemte. Forestillingen var så teknisk, at de blev nødt til at aflyse den, fordi teknikken drillede. Det kan jo ske.. Så kom vi ind til visning senere på dagen. Men måske der var en pointe? Når man tager et sats, der hedder ‘All in på teknikken’, så skal teknikken fungere som forestillingens drejepunkt og få forestillingen til at gå op i en højere enhed. I ‘It’s all my fault’ formåede teknikken aldrig at ramme i solar plexus, og var et lettere forstyrrende element i en ellers god idé. Når en forestillings skuespillere stiller akkurat de samme eksistentielle spørgsmål, som pjecen for forestillingen, så føler jeg mig som publikum en smule snydt. Når forestillingens skuespillere, Piet Gitz-Johansen og My Lambertsen, endelig træder ind i min publikumssfære og forsøger øjenkontakt, så får jeg følelsen af, at de står i et kæmpe ubehag. Men ikke den slags ubehag som er planlagt og ment, men et ‘jeg-ville-egentlig-hellere-gemme-mig-bag-et-kostume’-ubehag. Og hvor bliver nærværet og troværdigheden så af?