Don't dream it - be it

The Rocky Horror Show er en kult. En kult, hvor jeg ikke er indviet, men alligevel følte mig meget godt modtaget. Det er en underlig oplevelse at være til Rocky Horror - men det er også meningen. Musicalen er en parodi på dårlige gyserfilm og science fiction og leger med køn, seksualitet, udtryk og eksistens. Det er ikke meget handlingen, der bærer Rocky Horror som musical, for den er både syret, usammenhængende og utroligt forvirrende. Som uerfaren inden for Rocky Horror universet var det svært at holde hoved og hale i det farverige persongalleri og de mange storylines og mindre og større konflikter. Jeg har i skrivende stund stadig ikke helt forstået, hvad jeg har været inde at se - eller hvad jeg skal tage med mig derfra. Men det føles ikke som om det betyder så meget. Rocky Horror virker til at være en leg med forventninger og konventioner og det er interessant i sig selv. The Rocky Horror show er en institution i sig selv med sine egne normer og regler. Derfor var det også en fed oplevelse, at en god del af publikum kendte til universet, havde købt sættet med rekvisitter til diverse gimmicks og kæmpede bravt for at oparbejde en stemning af publikumsinteraktion og organiseret kaos. Til sidst virkede det dog lidt til at være de samme 3-4 mennesker, der holdt fanen højt og hårdnakket insisterede på at buhe af fortælleren, råbe ’asshole’ af Brad og ’slut’ af Janet, selvom resten måske var løbet lidt sur i det - tak til jer. Jeg tror Rocky Horror ville være en endnu bedre oplevelse, hvis man gjorde sig selv den tjeneste at sætte sig ind i alle disse gimmicks og finurligheder, der knytter sig til forestillingen, så man rigtig føler sig som en del af universet og ikke en forvirret alien (selvom det passer meget godt til temaet). Så den anbefaling er hermed givet videre.