Symbolik og metaforer i et stort virvar

Jeg havde store forventninger til det stykke moderne teater, jeg skulle ind og se på Musikteaterets intimscene. Store forventninger fordi jeg havde læst, at forestillingen skulle portrættere en kvindes kamp for at komme ud af vores kontrollerede samfunds ensretning og mangel på vildskab. En kamp, som skulle trække paralleller til den verden, jeg selv var en del af og ikke mindst kritisere min egen måde at leve på. Jeg så frem til vedkommende, medinddragende, provokerende og forløsende aften, men jeg endte med at gå derfra med en følelse af forvirring og skuffelse.

Vild Sjæl indeholdte så megen symbolik og så mange metaforer, at det var umuligt at holde rede på, hvilket ganske overskyggede historiens kerne. Hvis ikke jeg havde læst om stykket forinden, havde jeg ikke været sikker på handlingen. Bevares, det var tydeligt at se, at her var en kvinde, der gennemgik en forvandling med vanviddet i fokus. At hun blev konfronteret med sig selv, sine fejlslåede valg og tvivlende handlinger, godt hjulpet på vej af 3 farceagtige skikkelser. Vi mødte hende som fortravlet karrierekvinde, ser hende gå igennem et helt liv med barndommens uskyld, teenageårenes spirende seksualitet, voksenlivets forventninger og skuffelser, for dernæst at dø og blive genfødt til en renere verden.

Grunde til at jeg overhovedet fangede så meget af handlingen, skyldes dels skuespillernes gode kropslige præstationer og musikken og lysets fremragende understøttelse af forestillingen. Thumbs up for det! Det skyldes dog i lige så høj grad den snak, jeg fik bagefter med den veninde, som jeg havde haft med inde og se stykket. Jeg synes jo, at en hver form for underholdning gerne må give lyst til efterrationalisering, og det gjorde den her forestilling bestemt. Det var man simpelthen nødt til for at forstå handlingen og de mange symbolske hentydninger. Det var lettest at se referencerne til Alice i Eventyrland, H.C. Andersens ”De røde sko” og mytologiske figurer som Medea og Havkvinden, men der var uden tvivl adskillige andre, som jeg enten ikke kendte til eller ikke nåede at fange i virvaret.

Den anstrengende, kryptiske dialog mudrede handlingen til det ugenkendelige og distancerede publikum fra stykket, hvilket var rigtig ærgerligt, for idéen bag var rigtig god.