Begavet musikalsk spøg og skæmt

Hvis det er sandt, som man siger, at de døde kan sidde oppe på en lille sky og se ned på os som stadig er her, så er jeg sikker på, at Victor Borge har siddet på sin sky og smilet ned til Trine Gadeberg og Frank Thiel. Deres forestilling ”Smilet er den korteste afstand” instrueret af Moqi Simon Trolin, er tydeligvis inspireret af ham.

Iført røde klovnenæser opfører parret sig som 2 forkælede børn, hun med Barbie-stemme. Det var næsten pantomime med sjove ansigtsudtryk og sort tale. Da de tog de røde næser af, smed de også facaden, blev ”normale” og stemmerne blev pludselig meget smukke. Der var også sorte næser og et nummer, som jeg synes var malplaceret i denne forestilling. Krig og pseudonazisme med strækmarch og luftalarm hører efter min mening ikke hjemme her. Da krummede jeg tæer.

Trine Gadeberg er vidunderlig når hun klovner, men endnu mere vidunderlig når hun bryder ud i en operaarie så smuk, at de små nakkehår stritter. Sikke en stemme den lille kvinde dog har.
Et nummer med fonetisk tegnsætning, som er Victor Borges opfindelse, var også meget morsomt, om end lidt for langt.
Jeg følte mig godt underholdt og kan kun anbefale denne forestilling. Jeg gik glad og smilende ud af teatret, kikkede op mod himlen og sagde ”Godt gået Victor”