I Frelserne har Danmark et smukt ansigt - i det mindste bogstavelig talt...

Frelserne viser os personificeringen af Danmark. Den viser os Danmarks historie gennem et stykke dramatik med en kvindelig hovedperson og to livlige herrer til at agere diverse personligheder, der har haft større eller mindre betydning for Danmarks historie. Vi ser Adam Oehlenschläger i sit forsøg på at finde melodien til sit bidrag til nationalsangkonkurrencen i 1819, og vi ser Flemming Toft sige sit hutlihut fra dengang i 1992. Blandt mange andre. Personerne ryger ind og ud af scenen og historien, men præmissen er hurtigt forstået og gør det – sammen med den udleverede liste over store begivenheder i Danmarks historie – overskueligt og interessant at være vidne til dette Danmark. Hvad er det for en størrelse, hvorfor ender det flere gange i voldtægt, når det nu ellers lige gik så godt og lignede en stor fest med opgangstider og venlige nabolande? Vi tages med og drages ind i historien, hvilket i høj grad skyldes kombinationen af at personificere Danmark og så lade gode, fysiske skuespillere udføre opgangen. Instruktionen skal have rosende ord med på vejen – det er en fryd at se så meget liv på scenen og et Danmark, der bevæger sig som en danser.
Imellem interaktionen med de mange mandlige biroller, oplever vi små monologer – nogle gange på rim, andre gange med sjove sproglige billeder i talen. Som til sidst, hvor Danmark synes hårdt ramt, og ”poserne under øjnene er fra Irma”, som hun selv udtaler.

Bliv klogere på Danmark mellem Saxos nedskrivninger i 1185 og danskdansks forestilling i 2013. Frygt ej. Glæd dig! Det er ikke tør historietime, det er moderne teater!