Vi bliver forført

Denne udgave af Molières Tartuffe er en fantastisk sproglig præstation. Man sidder tryllebundet af de vellykkede versemål.

Instruktøren Thomas Bendixen har holdt fast i dele af 1700-tallets opstyltede sprogbrug med herlige aleksandriner-rim – samtidig med, at han tilsætter moderne talemåder. Så kan man selv sidde og afgøre, hvor megen tartuffisering, der er i vores moderne hverdag.
Teksten er gennemmusikalsk foran det svulstige barokmaleri, der udgør scenens baggrund.

Forestillingen er mættet med et indre liv, hvor det sjovt nok er en jyde i København, der som tjenestepigen Dorine skal fortælle, hvad det er for noget blændværk, Orgon (spillet af henrik Kofoed) udsættes for. Hun er herlig i rollen.

Grønnegårds Teatret får fat i rigtig mange sider af og tvetydigheder i Molières klassiker. Er vi ikke alle sammen ved at blive lidt forført sammen med Karen-Lise Mynster som den gifte kvinder Almire, der nok ikke er helt immun over for forførelsens listigheder?

Når kameraet stiller skarpt på Lars Mikkelsen som Tartuffe kommer man næsten til at tro, at Tartuffe tror på sig selv. Gør tartuffer egentlig det?

P.S.
En teknisk anke: Havde problemer med at kunne se forestillingen på en splinterny Mac med nyt styresystem og hele svineriet. Var nødt til at slå over i Windows.