To kvinder i baren

Nilfisk er navnet på en gammel dansk støvsuger. Og navnet på det værtshus, hvor to kvinder mødes i sangforestillingen »Når alt går i Nilfisk« - tre kvarter med sangfuglene Signe Vaupel og Stine Prætorius (sidstnævntekendt som Louise i den danske tv-serie »Forbrydelsen«).
Den lette og muntre forestilling akkompagneres af Frederik Mellqvist på klaver.

Teater V kalder det selv i præsentationen »Nostalgi og danske hits fra 1960erne«. Her er hakket en hæl og klippet en tå, for flere af de danske klassikere er måske nok blevet spillet lystigt i det glade årti. »Er du dus med himlens fugle« sang Poul Reichardt dog allerede i spillefilmen »Vagabonderne fra Bakkegården« i 1958, ligesom »Det er sommer, det er sol og det er søndag« er fra Far til Fire i 1953.
Men pyt. Vi forstår meningen. Og nostalgien bindes sammen af en mening.

Kvinderne er på vej ud på arbejdsmarkedet. Skilsmisse bliver mere almindelig. Og flere børn kommer i børnehaver. De to kvinder i baren står hver deres sted. Signe Vaupel spiller kvinden, der er gået fra manden og klarer sig selv. Stine Prætorius bliver trofast ved manden og sin Nilfisk derhjemme. Men… lysterne lurer lige under overfladen. Fredrik Mellqvist er bartenderen, der byder hende på en gratis øl, og han tirrer den gifte kvinde - selv om hun ikke vil stå ved det.

Undskyldningen for at kigge ind på et værtshus er styrtvejret udenfor, og Signe Vaupel taler overbevisende, som de gjorde i 1960erne, når hun siger »rein« og »vein«, ikke sandt?! Fra »Slentre gennem regn« går det lystigt, vemodigt, eftertænksomt, småfrækt og nogle gange også naivt derudad med med »Hele ugen alene«, »Når en sailor går i land«, »To lys på et bord«, »Jeg snakker med mig selv« og hvad de ellers hedder, de sange, der får 1960erne frem.

Otto Brandenburg, Gitte Hænning, Lone Hertz, Birthe Wilke, Gustav Winkler og andre, som her ikke er nævnt, men ikke glemt, ja de dukker op i hukommelsen - selv om de to unge sangerinder helt og aldeles gør forestillingen til deres egen.

Sangstemmerne er i orden - Signe Vaupel svinger sig dog lige op i en klasse over.

Ind imellem bliver det også til et Tove Ditlevsen-digt - måske for at understrege, at ikke alt i 1960erne var »Du grønne skov, du glade lærke…«. Men en glad aften får publikum i hvert fald.