Still looking for Stalin...

Det er herligt, at instruktør og manuskriptforfatter Rhea Leman giver sig i kast med en så evig aktuel og grufuld karakter som Josef Stalin. Desværre blev jeg i Teater Grobs iscenesættelse af 'Stalins støvler' ikke meget klogere på herren.

Lad mig sige det med det samme. 'Stalins støvler' var i høj grad Ina-Miriam Rosenbaums forestilling! Hun spillede eminent og med indlevelse og nuancering flere roller som bl.a. Digteren Anna, der forklædt som Kammerat Anna - til Deres tjeneste, hr. Stalin - opsøger den gamle Stalin, der forskanser sig på sit værelse under sin egen fødselsdagsfest. Han slås, som vi ved det fra historiebøgerne, på sine gamle dage med en skrækkelig paranoia - og stoler ikke længere på nogle. En stejl og tyrannisk karakter med storhedsvanvid, plaget af ensomhed og med et vodkaforbrug af format. Kammerat Anna opsøger Josef og konfronterer ham med folkets røst, rygterne om hans grufulde gerninger. Hun tilbyder ham at skrive hans eftermæle...hun forstår sig på smiger og formår at gebærde sig uhyggeligt og udfordrende om hans store ego. Det er en fryd at se hende folde sig ud i konfrontationen med tyrannen - som den poetiske og tvetungede digter, hun i virkeligheden er.

Men hvad med Stalin - spillet af Lars Knutzon? Ham bliver jeg ikke meget klogere på. Knutzon spiller rollen med både humor og seriøsitet, men han har ikke meget at arbejde med - og det er min største anke mod stykket - at tanken er god, men at teksten og historien er for uklar - og alt for abstrakt. Kommunismens forbrydelser og Stalins gerninger omtales abstrakt som 'myrderierne' og 'forbrydelserne', ikke som konkret fakta, konkrete historier, vi kan forholde os til. Halvvejs inde istykket får vi pludselig historien om Stalins barndom....og vi forstår, at hele pointen med stykket er at vi skal forstå den voksne Mand Stalin, Mennesket Stalin, gennem historien om den forsømte og fattige skomagerdreng Stalin. Det er en dybt poetisk og velspillet scene, men forsøget er halvhjertet og alt for abrupt - og så banalt kan den kommunistiske landsfader ikke begribes og forstås. Der skal flere nuancer til! Og jeg manglede at mærke Stalin, ikke kun at få ham forklaret.

Stykkets sigte er for uklart. Parallellen til nutidens Putin og arrestationen af kvinderne bag Pussy Riot-scenariet er tankevækkende, men også for letkøbt. Der er måske ligheder i undertrykkelsen af ytringsfriheden (og ja, det står stadig skidt til i Rusland), men hvad med forskellene! Nuancerne. Det ville have været herligt, hvis stykket havde skåret ind til benet af konfrontationen mellem Kammerat Anna og Josef Stalin i det afsides værelse - og var nået derind, hvor diskussionen om magtmisbrug, revolutionære drømme og skyld virkelig gjorde nas. Dér, hvor idéerne bliver født og smerten sidder. Hos skomagerdrengen, hos den forpinte gamle mand - og ikke kun hos den nu sønneløse Digter Anna. I de scener i værelset lå forestillingens højdepunkter.

Men ellers...thumbs up for at smide kommunismens forbrydelser ind på den københavnske teaterscene - og tak for godt skuespil, fin ordkunst og bevægende harmonikamusik og sang!

Og så bare lige til sidst: Hvorfor Stalins støvler? Hvorfor dette fodtøj??