Nattergalen gange to

Forbløffede over, hvad man kan udtrykke med kroppen, og over hvad i alverden det var, der foregik i de danse, vi lige havde set, cyklede vi hjem fra Københavns Operas Takkelloft efter en kort, men intens dobbeltforestilling af Dansk Danseteater med Nattergalen som fælles tema.
H.C. Andersens Nattergal er velkendt, fortolket og overtolket masser af gange - og som altid, kan det ikke gå helt galt, når HCA er inviteret.
Koreograf Sebastian Kloborg havde fjernet Kejser, køkkenpige og hele hoffet og kun ladet essensen - kultur og natur - stå tilbage i en rå og følsom kamp, der vist endte uafgjort?
Den sorte Skole, der har leveret lydsiden til begge forestillinger, spillede live - og meget intenst - knapt synlige i det samlede billede, men absolut hørbare.
Moderne dans og Den Sorte Skoles lyd er en god kombination, hold op, hvor var der tryk på.
Når der nu arbejdes med samples og lydbidder kunne det dog ærgre, at de ikke gik hele vejen og lod de få støn og replikker, der indgik i forestillingen, være samplet, dansere skal danse, ikke sige replikker.
Jeg havde svært ved at genkende eventyret i dansen, men var imponeret over danserne.
Scenografen Sergei Sviatchenko spillede mere aktivt med i anden del, en fortolkning af Oscar Wildes Nattergalen og Rosen, hvor de rå og let kichede rosenbuske skøjtede rundt i en fin koreografi med tre dansere.
Uden nogen kendskab til hverken Wilde eller hans novelle, var det svært at gennemskue, hvem der var nattergal, og hvem der var rosens torne, men dygtige - det var de, danserne.
En imponerende bedrift af alle dansere, ingen nævnt, ingen glemt, og det er rigtig rart, at forestillingens længde ikke nærmer sig ballettens mange timer. Når man som lægmand går til danseteater, er det alt rigeligt med korte intense oplevelser.