Persona - Aalborg Teater

PERSONA på Aalborg Teater er kort fortalt Ingmar Bergmans filmiske mesterstykke fra 1966 omsat til teater.
Det er et psykologiskdrama om identitet og alle de masker/roller, som vi hver især jonglerer rundt med i livets mange kontekster.
Scenen lyses op, en kvinde kommer ind og stiller sig an, hun betragter tavst og nysgerrigt publikum. Og jeg forventer, at hun begynder at tale, men det gør hun ikke, - så jeg bliver lidt forlegen og afventende – hvorfor går hun ikke i gang? Men hun er i gang, for hun har valgt at være tavs, og har været det i 3 mdr.
Den tavse Elisabeth er indlagt på en psykiatrisk afdeling, og da hun ikke har fået det bedre af det, forsætter behandlingen tæt på naturen sammen med den omsorgsfulde og tilsyneladende sorgløse sygeplejerske Alma. Alma taler og fortæller om sig selv og om hendes planer for fremtiden, og da hun ikke får anden respons end øjenkontakt, smil og knyttede hænder, fortsætter hun med at tale. Hun siger til Elisabeth ” du er faktisk den eneste, som rigtigt har lyttet til mig”, så hun fortsætter med at tale om hendes drømme, tanker og oplevelser, som hun aldrig har italesat før. Lag efter lag skrælles af og hendes selvbillede forandres. For hvem er hun nu?
Stykket får mig til at tænke over, hvor mange masker/roller vi hver især jonglerer rundt med. Og det går op for mig, at de jo ikke bare forsvinder, fordi vi bliver tavse. Persona giver stof til eftertanke. Det er et stykke med få karakterer, en scenografi der er så enkel og æstetisk, at den fremhæver handlingen og de få musiksekvenser understøtter de mange følelser og stemninger der opstår. Begge de kvindelige skuespillere gør det sindsygt godt - Maria Henriksen som den lyttende og nærværende Elisabeth, og Bolette Nørregaard Bang i rollen som Alma er stærk og medrivende.