30 procent chance for overlevelse

Teatermonologen afvikles som en historiefortælling baseret på vores hovedpersons dagbøger, erindringer og følelsesmæssige fortolkninger af forløbet. Målgruppen er alle os jyske knudemænd hvis forhold til læger, ubehagelige sandheder og egne svagheder i bedste fald tangerer let fornægtelse. Kronologiske bevæger vi os gennem et sygdomsforløb, der dog ender godt. Det er således en kræftoverlever der deler sine kampe, tvivl og sejre med os. Skuespilleren (Holger Østergaard) på scenegulvet gør det så overbevisende man helt glemmer han ikke er Frank, eller at historien blot er skabt af dramatikeren Jeff Metcalf.

Jeg har gennem årene set en masse teater fra Svalegangen, men dette var mit første besøg hos dem i Aarhus, hvilket var umådelig positiv. Havde forestillet mig et lille storbysteater, men deres faciliteter rummede så megen kvalitet at ethvert Københavnsk teater må misunde dem det. Stykket jeg så, blev indtaget øverst oppe i den gamle Kasino bygning, fra den bagerste række. Med frit udsyn ud over hele teatersalen, der denne eftermiddag var fyldt med mennesker hvis småsnak afslørede de havde sygdomme i tankerne og på hjertet. Testosteron behandlinger, impotens, galgesten og kræftoperationer var således emner folk debatterede helt frit. Hvilket utvivlsomt har værdi, og betyder teatermonologen formår at nedbryde tabuer hos folk. Desværre funger forestilling mere som et spejlbillede for de har haft et sygdomsforløb tæt inde på livet, end som et opråb til os andre. Vi ved alle døden er den eneste faste afslutning livet giver os, men indtil den banker på døren fylder emnet virkelig ikke meget i ens bevidsthed.

Der er mange løse ender, og flere af disse finder jeg irriterende. Fokus er selvfølgelig på sygdomsforløbet, men Franks emotionelle udvikling bygger på disse fragmenter. Jeg savner hustruens reaktion, opfølgning på datterens brev og bedre forståelse af hvorfor Frank er så umoden. Sygevæsenets repræsentanter minder alle om karikaturer, mens de øvrige mennesker i historien blot er skygger af karakterer vi alle nok har en formodning om hvordan er. Faktisk er det tætteste vi kommer på en meningsfuld samtale, den Frank gennemfører med sin penis alt imens narkosen leger tagfat med hjernen. Kræftdiagnose tilsat truslen om død, giver selvfølgelig svære vilkår for komik. Jeg tror dog tilgangen er tænkt rigtig, jeg bliver bare slet ikke bevæget eller underholdt. I bedste fald er det et hyggeligt besøg hos en mand jeg ikke kender, ikke deler værdier med, eller helt forstår.