Modbydelig – men vigtig

En bunke af iturevne papirstykker er væltet ud på scenen. Små stumper af et hele, nu affald – til at smide i skraldespanden.

Og sådan er deres liv blevet. De tre: blondinen, brunetten – og svinet.
En modbydelig historie. Om incest, overgreb og råben om hjælp og om kærlighed.
Faderen, svinet, der ikke kan styre sin klamme kærlighed til den 13 årige blonde datter. Overgreb parret med faderens klynk og fortrængninger. Den lille piges ulykke, hendes sammenbrud holdt overfor faderens forhold til Brunetten.
Brutalt, hjælpeløst og ubærligt.

Sjældent har vi så stærkt, på den lille scene, oplevet, taget afstand fra, haft lyst til at gribe ind. For det her er for meget.

For stærkt.
Er det?
Nej, vi ved det godt. Vi hader at blive konfronteret med den bestialske virkelighed. For beskidt, for usselt, for brutalt – hellere fortrænge end erkende.
Og derfor er forestillingen, nok modbydelig – men vedkommende.

De tre skuespillere gennemlever hudløst rædslerne. Teksten er deres egen, inspireret fra aviser og retsprotokoller.
Om det er godt teater ved jeg ikke – men afskyeligt ægte.