Fræsende feminint kampstykke

De Kaldte hende Crasy Daisy

Rikke Lylloff ses i en respektindgydende tour de force, hvor hun ene kvinde drager i kamp mod de uligheder - mest mellem mænd og kvinder, hun ustandselig møder, selv om vi i Danmark med større eller mindre held forsøger at stille alle lige.

I stykket gennemspilles en række monologer, skrevet af 7 kvinder, og Rikke Lylloff nærmest ifører sig identiteten af de meget forskellige kvinder, som nu giver efter for presset og må af med alt det, der har hobet sig op.
Hun karakteriserer selv teksterne som fællesnævner for "lang tids opsparet vrede", og med det udgangspunkt sigtes der jo på alt det, der skal laves om. Da det er mænd, der på vel alle punkter har haft magten, er det også deres skyld, at det står så så elendigt til!

Dette kunne der godt komme et jævnt uengageret stykke ud af, men med 7 forskellige forfattere, får Rikke et afsæt, som hun medrivende udnytter til at fremstille kvindernes tvivl og længsel efter et andet liv.
Men hvordan skal det så være?
Rikke Lylloff insisterer på, at vi skal leve med i personernes hudløse sårbarhed, som ind imellem vises med munter selvironi. Hun taler og taler, samtidig med at hendes krop snart iføres nye gevanter, pludseligt slår en vejrmølle, gynger eller ornanerer i en portalkran, der er eneste faste rekvisit.

Det er en flot, flot forestilling med en skuespiller, som udnytter, hvad hun kan med sin lange tynde krop, samtidig med at meningen med galskaben bogstaveligt talt tvinges ud blandt publikum.