Tjenerens rablende musikalitet

Totalt uforberedt på, hvad det egentlig var, vi skulle ind og overvære, ankom vi til Betty Nansen med en forventning om at skulle se en dialog med Linda P og Iben Hjejle i en Peter Langdal-instruktion...
Stor var derfor overraskelsen, da trommeslageren fra "Verdens mindste husorkester" lavede en gennemmusikalsk intro - og den musikalitet holdt hele forestillingen igennem.
Linda P's stemme er ikke så kraftfuld som de uddannede kollegers, men det der kommer ud af den, hendes kropssprog og mimik er djævelsk godt - lidt stand-up kan hun ikke holde sig fra, men det fungerer i helheden.
Ellers er det et stykke som jeg egentlig frygter allermest - folk der farer råbende og skrigende ind og ud af døre (huller), men de plastiske kroppe (Mads M. Nielsen og Anders Juul er geniale) og den gennemførte timing hele stykket igennem gør, at man glemmer det irriterende renden ind og ud...
Efter at have set en del til teaterkoncertgenren, passer de indlagte (for det meste) danske klassikere (Når en sailor... og Dansevisen fx) ind, på deres egen skæve måde - fortolket helt specielt, og igen er Anders Juul formidabel med sin franske kærlighedssang, det er godt nok flot forløst.
Vi hulkede af grin - og måbede af overraskelse i samfulde to en halv time.
Fornøjelsen var så stor, at det næsten overskygger den ventende p-bøde.