Virkelig godt stykke!!

Scenen er sat, idyllen breder sig, lavendelmarkerne bølger, duften og den blide musik fører dig ind i Herbert og Lillys livsdrøm.

Virkeligheden opdages dog øjeblikkeligt, da Herbert og Lilly snakker. Lilly plaprer i en uendelighed tomt og hjernedødt om kogte kartofler og andet helt ligegyldigt, mens Herbert går på lokum og gemmer sig for tomheden mellem dem.

Deres voksne sønner Elias og Sebastian (der er autist) kommer på besøg og den handicappede Sebastian rører både faderen og Elias -men ikke moderen (Lilly). Hun forsøger sporadisk at røre fysisk ved ham, men tør ikke se at han ikke er perfekt, hun formår ikke at drage ham ind i hendes HELT blinde, men dog på overfladen perfekte idyl, hun klynger sig fast til den -hun har ikke andet. De er alle fire i hver sin boble, ingen er i ægte kontakt med hinanden.

Herbert går mere og mere i stykker over tomheden og ligegyldigheden. Men han er på ingen måde uden skyld, han har aldrig været til stede, han har aldrig truffet et valg. Herbert har ellers talent for at skrive, men han turde ikke udfordre livet og han har aldrig givet noget af sig selv til hverken Lilly, Elias eller Sebastian og det er en del af hans fiasko som ægtemand og som far.

Herbert kan ikke acceptere Elias politiske overbevisning, han kan ikke rumme at han ikke har givet noget af ham selv videre, noget han måske håbede at kunne se i sønnen. Elias lever et liv milevidt fra faderens og de har absolut INTET tilfælles. Sebastian kan i kraft af autismen heller ikke konnecte til faderen og Lilly kan han faktisk slet ikke lide.

Herbert kommer til at vælge -et valg der bliver en konsekvens af at de valg han aldrig har truffet.