Er du ved at drukne og har du endnu ikke lært at svømme, må du overleve ved hundesvømning.

Det må være konklusionen på den (vist nok) tragikomiske forestilling "Hundesvømning". Generation X er fortabte, forvirrede og identitetsløse i et samfund, der giver os for mange valg og fravalg. Selv om vi har store forventninger til livet, flyder vi bare med uden at vide hvorfor og hvordan, hvilket ikke skyldes, at Generation X ikke tænker over tilværelsen og egen rolle heri. Tværtimod er selvrefleksion det helt store, men desværre giver det ofte flere frustrationer end klarhed og målrettethed. Vi har lært, at vi skal gå efter vores drømme - at alt er muligt - men det sætter så høj en standard, at kedsomhed og stagnation resulterer i kriser og brud. Enten får vi, hvad vi har drømt om og er ikke tilfredse. Eller så drømmer vi videre og ender i ensomhed og realitetsflugt. Eller måske ender vi i et desperat kompromis, som uundgåeligt styrer mod afgrunden.

Charlotte har levet i sin drøm med Robert i 7 år, men en dag hvæser utilfredsheden sine klør og sender Robert bogstaveligt og i overført betydning ned i kælderen. Han symboliserer Charlottes dårlige samvittighed og Generation X's virkelighedsflugt og undergang. Charlotte trumler imens videre i sin søgen efter det perfekte liv. Først griber hun efter det i skikkelse af pornoanmelderen Victor (en diamentral modsætning til Robert), og senere Johann - et kompromis, der ender med barn, utroskab, støvsugning og jordskælvslignende kaos. Det hele ramler, samvittigheden nager og trivialiteten banker på.

Trivialitet er netop et godt ord for historien. Den er for tynd og intetsigende, samtidig med at den gennemlever en identitetskrise - for er det en komedie? Et drama? En tragedie? Den er ikke specielt sjov (bortset fra en formidabel Paw Henriksen i rollen som Victor). Eller specielt hjertegribende eller vedkommende (bortset fra slutscenen, hvor Johann, en velfungerende Claes Bang, stilfærdigt synger Sebastians "Måske ku vi", mens de øvrige hensynker i skuffelse og drømmerier).
Charlotte vækker ingen sympati, men virker patetisk, hysterisk og unuanceret. Det er svært at vide, om forfatteren, Reto Finger, ønsker hende portrætteret sådan, eller om Pernille Albæk Andersen bare ikke formår andet. Den misundelige, imiterende veninde Ingrid er billedet på ensomheden og desperationen, hvilket er en rolle, som Sofie Stougaard er skabt til (jvf. hendes rolle i Langt fra Las Vegas). Netop derfor brillererer hun ikke helt. Vi har set det før og forventer det af hende. Sofie, overrask mig næste gang.

Præcis som karaktererne i stykket plasker rundt i livets hav, kæmper for ikke at drukne, men aldrig lærer helt at svømme, pladrer skuespillerne hæderligt rundt i en mudderpøl for at give livreddende førstehjælp til et livløst manuskript. Det skal de ha ros for.

Momentant gode skuespilspræstationer og en geneialt opbygget scenografi med stor symbolværdi trækker med nød og næppe "Hundesvømning" op på 4 kongekroner - for det er trods alt min generation, stykket henvender sig til, og der skal meget til for at imponere os. :-)