Middelmådig monolog

Forestillingen greb mig aldrig. Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor, for Sue Hansen-Styles var indlevende nok. Måske var det scenografien som til tider ikke rigtig gav mening; der var f.eks ingen udsigt fra balkondøren og udendørsscene, når hun var indendørs. I virkeligheden var det nok mest selve monologen, som aldrig fangede mig, selv om den blev fremført på et smukt britisk; et meget "educated" britisk.

Jeg tabte flere gange tråden undervejs og hovedpersonens ensomhed blev aldrig min ensomhed. Jeg følte mig simpelthen ikke rørt eller bevæget. Det skal lige siges, at min ledsager var mere positiv stemt end jeg; derfor de tre kroner.