Lars von Trier, et misforstået geni ?

Så kom endelig den sidste af Jakob Weis` Nationale faktions trilogi. Første stykke var ”Udslæt Hornslet” om kunstneren Kristian von Hornslet, andet stykke var ”Casper Christensen komplekset” og nu ”Lars von Trier, persona non grata”

Det er ikke svært på forhånd at forestille sig handlingen. Man tænker straks på det frygtelige pressemøde i Cannes, hvor Lars von Trier fik rodet sig ud i noget frygteligt vrøvl, som kulminerede med hans udsagn ”OK, I am a nazi”. Den kendte skuespiller Kirsten Dunst, som sad ved hans side, kunne ikke skjule sin forlegenhed og skandalen var hjemme.
Von Trier fik smæk af medierne over hele verden og påtog sig en frivillig mundkurv efterfølgende.

Stykker handler om at Lars von Trier vil instruere et teaterstykke om omtalte pressemøde. Han hyrer to skuespillere til at spille rollerne som ham selv og Kirsten Dunst.
Hans instruktion er grænseoverskridende og den ene pinlige situation forekommer efter den anden.
Han indrømmer bl.a. alkoholisme og kokainmisbrug, er sex fikseret og smider tøjet og lægger sig under bordet i fosterstilling. Skuespillerne synes han er Gud og følger hans instruktion.
En dialog mellem Hitler og Lars von Trier er ret interessant.

I anden akt lægger Zentroba og Lars von Trier sag an mod Teater V for at opføre stykket om Lars von Trier. Man ejer ikke fiktionsretten til sit eget liv, blev der sagt. Hvor langt kan vi tillade os at gå før ytringsfrihedens grænse overskrides ? Er det etisk forsvarligt at udstille kendte mennesker i et teaterstykke uden de selv har indflydelse på handlingen ?
Dommeren i retssagen er en Ugle
Ved udgangen får publikum en stemmeseddel, hvor man kan logge sig ind på efterretten.dk og afgive sin dom. Sjov idè.

Jeg kunne godt lide stykket, Jens Jørn Spottag spiller forrygende i Pelle Koppels instruktion.