Omtåget og original technokarrusel på Dansehallerne

Grind opfyldte den lovede beskrivelse og sprængte samtidig rammerne.

Det var mere end en danseforestilling, da lys og lyd var hovedaktører, ja nærmest karakterer. Dermed var det tydeligt at dette var lys og lyd designere vi havde at gøre med, og ikke folk der et ansat til at arbejde med en teknologi der bare skal supplere noget på scenen. Det var helt igennem fascinerede. Jeg tror aldrig før jeg har set mørke der bevæger sig på den måde.

Det visuelle udtryk var sløret på den gode måde, understøttet af musikkens opbygning. Ofte vidste man ikke hvad der var virkelighed og hvad hjernen selv fortolker sig frem til i det mørke rum, som et syretrip i nattelivet. Da det startede var det svært at vide om der var 1 eller 2 dansere, eller om det i virkeligheden var en slags organisme der voksede. Ofte vidste man heller ikke, om det var et ansigt eller om det var en maske? Og da der blev arbejdet med dansende skygger eller rekvisitter, føltes det aldrig som en gimmick. Sådan kan det hurtigt blive når der står en på scenen og kaster rundt med ledninger eller lysende dimser. Men det var altid en del af helheden: musikken, det dansende mørke og det individ der bevægede sig over scenen, ofte i en slags hypnotiske spasmer.

Bagefter, sad det i mine øjne, mine ører og mit bryst. Og det var intenst og perfekt timet, men stadig ville jeg ønske at det loopede og spillede endnu engang, som en performance eller installation. Så nu håber jeg bare at Dansehallerne viser flere spændende tråde der kan hamle op med Grind. Det skal opleves.